Artikler / Vedde Brugsforening
Vedde Brugsforening med granguirlander

 

Den 22. september 1937 er der granguirlander på Vedde Brugsforenings facade, for brugsens nye bygning indvies, og man fejrer samtidig 50 års jubilæum. Bestyrelsesmedlemmer og ansatte har taget opstilling på butikstrappen. Bag vinduet til venstre er kontoret. På 1. sal bor uddeleren. Den hvide bygning til højre er det gamle magasin. Vi er på Vedde Byvej 9.


 

For 120 år siden

I 1887 åbnede et uddelingslokale i en bygning, som fik større tilbygning i 1891. I 1936 brændte den gamle brugs med stråtag, og den moderne ejendom, som ses på fotoet, blev opført. Den fungerede efter sit formål indtil 1971. Derefter blev brugsen privatbolig – fra 1999 ejet af Karin og Kim Andersen.

 

Før indmeldelsen i FDB i 1891 havde de fem bestyrelsesmedlemmer særlig travlt. Man fulgte vedtægterne for ”Forbrugsforeningen for Vedde og omegn” trykt i 1887 på Sorø Bogtrykkeri. Der var ofte møder, hvor driften blev planlagt. Møderne og den årlige generalforsamling for medlemmerne blev holdt på den lokale skole i Rude-Eskilstrup.

 

Hvert år valgtes regnskabsføreren og udsælgeren, som stillede med hver sin kautionist. Første regnskabsfører var lærer Pindborg og udsælgeren bager Fobian. Efter få år skrev man kontrakt med Fobian. Bestyrelsen bestemte, hvilke varer, der skulle forhandles – og hvorfra de skulle indkøbes. Regnskabsføreren beregnede og fastsatte udsalgsprisen.

 

 

En blandet landhandel

Kolonialvarer fik man fra købmand Erslev i Sorø og grosserer Karl Jensen, Knabrostræde i København. Brændevin kom fra Bang i Sorø, tobak fra fabrikken ”Holland” og pottemagervarer fra Nielsen i Holbæk. Man var meget opmærksom på at købe til den rigtige pris, så med mellemrum skiftedes leverandører.

 

I varelageret var bl.a. sild, sukker, farin, sirup, hugget og skåret melis, stødt og hel peber, kaffe, rismel, Japanris, cikorie, eddike, olie, træsko, margarine, spillekort, bajerskøl, fedt og flæsk. En blandet landhandel, som fik bevilget diskvægt med lodder tre år efter åbningen.
 
Gårdejer, bestyrelsesmedlem Henrik Jensen, Vedde, opdagede i 1892, at brændevinen kun var 7 1/4 grader (37,5%). Der var betalt for 8 grader! Bestyrelsen bevilgede fire kroner til formand Niels Larsens og Henrik Jensens rejse til Sorø, hvor Bang forklarede, at det måtte være karlen, der aftappede, som ikke havde målt brændevinen. Bang ville betale 50 kr., hvis bestyrelsen ville slutte sagen i mindelighed.
  

Jo, man ville have god brændevin i Vedde – den skulle holde 8 Grader Spendrup, og det er 47,4%.   

 Niels G. Sørensen, Lokalhistorisk Arkiv Stenlille

 

 
 
På billedet ses bestyrelsens medlemmer, 2 kommiser samt uddeler Frederik Bugge med hustruen Inga og de 2 døtre Lisbeth og Ellen. Bugge afløste i 1923 sin far C.E. Bugge, som havde været uddeler fra 1907 efter bager Fobian.
 
Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille