Middelalderen

I 1200-tallet har Stenmagle været midtpunkt i en strid på højeste plan. Sorøbogen skriver fra s. 62f.: Esbern Snare skænkede allerede i levende live klostret forskellige gaver. Hans andel i erhvervelsen af Gudum er allerede omtalt, og ligeledes er det nævnt, at han - som sjælemessegods for sin anden hustru Ingeborg - skænkede Ovre ved København, som Absalon siden erhvervede ved mageskifte. Ved sin første hustru Ulmfrids død havde han allerede skænket byerne Bjergby og Bromme nord for Sorø, men den største gunst viste han dog klostret på en mere indirekte måde, nemlig ved at anerkende broderen Absalons testamente, der i høj grad forfordelte ham, og som var stridende mod de gældende arveregler. Den megen godgørenhed mod klostret mødte ikke lige stor sympati hos alle medlemmer af Hvideslægten. Den bekendte stormand Peder Thorstensøn til Borg (Pedersborg), klostrets nærmeste nabo, havde således hårdnakket modsat sig, at hans hustru Cæcilie, der var datter af Skjalm Hvide, skænkede klostret mere end 2 bol jord (i Førslev eller Ferslev). Alvorligere var dog den modstand og uvilje, som munkene mødte hos Esbern Snares sønner.

... da deres fader døde, påhvilede der dem yderligere den gamle forpligtelse til at udrede hans halve hovedlod. Havde de kirkeligsindede sunesønner tøvet med at udrede deres fulde skyldighed til klostret, så stillede Esbern Snares sønner sig stejlt afvisende. De udbetalte intet.

Men det viste sig her som ofte, at det var munkenes styrke overfor de verdslige stormænds vilkårlighed, at de kunne bie.

Munkene døde, men klostret bestod. Det gamle af paven højtideligt bekræftede løfte forsvandt heller ikke, selv om Esbern Snares sønner skød det til side, og gennem hele århundredet spøger det stadig i slægtens historie. Første gang 9 år efter Esberns død, da hans næstældste søn Johannes, Valdemar Sejrs marsk, i 1213 lå for døden i Lübeck. Han må vel, som munkene skildrer det, være blevet ramt af samvittighedsnag, og han lod derfor abbed Gaufrid fra Sorø kalde til sig og tilskødede ham, efter at have modtaget den sidste olie af hans hænder, hele Stenmagle gård og by nord for Sorø med de tilliggende landsbyer Nyrup og Assentorp. Denne store gave var adskillig mere end Johannes’ skyldige part af faderens halve hovedlod, det var også en bod for ham selv, og han søgte at sikre sig venlig mindelse i klostret ved et pålæg om, at der af indtægterne af hans gods hvert år på Vor Fruedag, Sct. Hansdag, og på hans egen fødselsdag til evige tider skulle gives munkene et festmåltid til vedkvægelse.

Men hvad hjalp denne gave? Broderen Absalon Fed, der skildres som en grusom og havesyg mand, tog med magt det hele i besiddelse, og munkene var ude af stand til at gennemføre deres krav derpå. Atten år forløb, så straktes også Absolon Fed på sit sidste leje, og endnu engang kaldtes abbeden til for at modtage den samme gave af en døende, som var blevet betænkelig ved, hvad der nu forestod ham. I 1232 kom klostret da i besiddelse af de store ejendom, men før året var omme, gjordes den det påny stridig, denne gang af Esbern Snares to døtre ved deres ægtefæller, de mægtige riddere Peder Strangesøn til Kalundborg og Andreas Grosøn til Tersløse, Ulfeldternes stamfader. Nu indankede munkene imidlertid sagen for paven, der nedsatte en voldgiftsdomstol bestående af ærkebispen af Lund og bisperne af Roskilde og Viborg, og for disse høje gejstlige herrer førtes en langstrakt proces, som endte med, at klostret i januar 1233 fik det omstridte gods tilkendt, medens andre krav, som det havde fremsat, ikke blev anerkendt.

Dermed var sagen imidlertid langtfra endelig afsluttet. Andreas Grosøn respekterede ikke kendelsen, men fortsatte sin strid med klostret, og en skønne dag - måske første efter Peder Strangesøns død (1241) - besatte han voldelig Stenmaglegodset, som han beholdt til sin død og efter ham hans søn Absalon, Esbern Snares dattersøn.

På den måde når vi frem til året 1284, og munkene er stadig lige vidt. I dette år opsætter Absalon Andreassøn sit testamente, hvori han tildeler Sorø Kloster Øxneskov (som Stenmaglegården nu kaldes) med Stenmagle by og hosliggende småbyer. Hans død i 1288 opfattes derfor også af munkene som en vigtig begivenhed, og vi finder den noteret i begge de bevarede Sorøårbøger. Godset besættes imidlertid af hans arvinger efter slægtens traditionelle politik.

Også denne gang var det mægtige og hensynsløse stormænd som klostret havde imod sig. Lage Lagesøn Litle, Andreas Knudsøn, denne søster Cæcilie og to svogre Nils Palnesøn Ræv og Illug Tomesøn på deres hustruers vegne. Påny nedsatte paven efter munkenes bøn en domstol til at afgøre tvisten, og i efteråret 1291 førtes processen for dekanen og Domkapitlet i Roskilde, med det resultat at Sorøklostret også denne gang fik tilkendt Stenmaglegodset mod opgivelse af alle videregående krav. Absaon Andreassøns forskellige arvinger gav nu afkald derpå, men klostret kom alligevel ikke i besiddelse af det eftertragtede gods. Thi det var i mellemtiden faldet i hænderne på en helt anden herre, nemlig kong Erik Mændved, og antagelig har de godskære Sorømunke i de dage skælvet for, at byttet dog trods alle deres anstrengelser skulle slippe dem af hænde.

Sagen var den, at medens processen i Roskilde med al højtidelighed og alvor førtes mod Illug Tomesøn og Nils Ræv som dem der havde godset i besiddelse, var den egentlige hovedarving i virkeligheden Lage Litle, til hvem Illug Tomesøn allerede et godt stykke tid i forvejen havde bortmageskiftet sin part af godset - man aner en rævestreg uden helt at kune vurdere den. Men Lage Litle var lovlig forhindret i at deltage i processen, han har åbenbart hørt til i kongemordernes kreds (uden selv at være en af dem), og det var lykkedes kong Erik at indfange ham. Som fange på Kalundborg Slot havde han allerede et halvt år før processen i Roskilde opsat sit testamente (den 14. marts 1291), og heri skænker han - som den fjerde i rækken - Stenmaglegodset til Sorø Kloster, hvor han ønsker at blive begravet. Med rette følte munkene sig dog ikke beroligede ved Lages løfter, ikke blot fordi de kendte hans upålidelighed, men især fordi han i sin situation slet ikke havde rådighed over det gods han bortskænkede. Som Majestætsforbryder var hans gods hjemfaldet til kronen, og derfor måtte abbeden nu vende sig til kong Erik, men da denne fik forelagt klostrets forskellige adkomster til godser - der var jo efterhånden et stort udvalg - gav han afkald derpå og tilskødede den 5. februar 1293 Lage Lagesøns part deraf til Sorø Kloster for sin faders sjæls skyld.

Kong Erik 6. Menved overdrager Sorø kloster det gods i Øxneskov, som var tilfaldet kronen på grund af Lave Lavesens lovbrud.

Original i Rigsarkivet.

”…Erik, af Guds nåde de Danskes og Vendernes konge, til alle, som ser dette brev, hilsen, evindeligt med Gud.
Vi gør vitterligt for alle ved nærværende brev, at vi har afstået og skødet en del af godset i Øxneskov med dets tilliggender, såvel af ager og eng, græsgang og skov, rørskær og mølle, fiskevand og alt andet, som Lave Lavesen tidligere ejede, men som på grund af hans forbrydelser, er tilfaldet os efter loven, til nærværendes brevs ihændehavere, de fromme mænd, vore elskede venner, abbeden og munkene i Sorø som sjælegave for vor elskede fader Erik, de danskes forhenværende konge, saglig ihukommelse, at besidde frit til evig tid uden krav fra vor eller vore efterfølgere side. Vi forbyder strengt, at nogen af vore fogeder eller deres stedfortrædere eller nogen som helst anden, hvilken stilling han end indtager, drister sig til på nogen måde at fortrædige dem imod dette brevs ordlyd, såfremt han ønsker at undgå at undgå vor kongelige hævn. Til vidnesbyrd herom har vi under nærværende brev lade hænge følgende segl, nemlig vort eget og seglet tilhørende vor elskede moder, de ærværdige fædre, ærkebispen Jens af Lund, Sveriges primas, Jens, biskop af Roskilde, vor broder Kristoffer, Henrik, forhenværende prior i Antvorskov, Jon Lille, vor drost Peder, David, forhenværende drost og Oluf Tagesen. Givet i Næstved i det herrens år 1293 på St, Agathes dag i nærværelse af ovennævnte herrer…”

Danmarks Riges Breve

Dermed ender Stenmaglegodsets særhistorie. Det er et stykke typisk middelalderlig, klosterlig godshistorie, der giver et indtryk af den svigtende retssikkerhed overfor stormændenes vilkårlighed, allerede i Valdemar Sejrs dage end mere i den følgende tid.

Men det viser også Sorø klosterets seje arbejde med at samle ejendom omkring klosteret. Man mageskiftede ejendom, som lå længere væk med jord (gårde, landsbyer, godser), som lå nærmere. I 1414 fandt to store handler sted som samlede 85 pct. af Alsted herred under klostret, men klostret manglede endnu noget gods i herredets udkant mod nord, således bl.a.: “Vandløse, Odstrup og Kyringe i Stenmagle sogn”, men Stenmagle gods og by var altså i 1213 af en vis størrelse. Hele sagen drejede sig altså om landsbyen Stenmagle og ladegården Øxneskov, som lå i byen. Hvor stor var byen? og gården? Hvor stor var den i nærheden beliggende Holtegård - eller Vandløsegård?

En meget stor del af Sjælland var på denne tid ejet af Roskilde bispestol. Ved at sammenligne landsbyerne her med Sorø klostrets landsbyer kan nok drages nogle sammenligninger. C.A. Christensen beskriver landsbyerne (ændringer i landsbyernes struktur), 41 ialt, i 1370 og sammenholder dette med nyere oplysninger. I vikingetidens slutning og de følgende par hundrede år er der sket en voldsom vækst i Danmarks befolkning. Dette afløses senere af stagnation. Over det meste af Europa er der i 1400-tallet en voldsom nedgang i antallet af jordbrugere.

I vikingetiden var det almindeligt at have trælle. Er det mon disse, som i senere beskrivelser er samlet omkring de større gårde og som danner landsbyer, som efter vikingetiden sås i langt større antal end senere (Stenmaglegård, Vandløsegård, Holtegård osv). De betegnes som gårdsæder (=husmænd, i slægt måske oprindelig med frigivne trælle).

Brugeren af disse gårdsæder skulle arbejde på de store gårde. Ved affolkningen bliver der ikke arbejdskraft nok på gårdene og produktionen falder, når en del af jorden ikke opdyrkes. Produktionen falder så meget, at mange af storgårdene af økonomiske grunde ansøger om at blive omdannet til almindelige fæstegårde. Det er de så blevet, men en del af jorden er taget fra dem og er blevet givet til gårdsæderne. herved er der sket en vis social udjævning og med en stigende produktion til følge. Det er ikke usandsynligt, at det er gået Stenmaglegård ligeså.

I roskildebispens fortegnelse fra 1400-tallet overe sognenes tiendeafgift til biskoppen nævnes Stenmagle som ringe værdsat (læs værdi-sat). Afgiften blev betalt som hvert tiende neg, heraf ordet tiende. Stenmagle betalte ca. 1 mark (svingende efter høstudbyttet), mens gode byer betalte indtil 2 mark. Stenmagle har nok i væsentlig grad benyttet de betydelige engarealer til opdræt af kvæg, mens de lette jorder ikke gav for meget.

I slutningen af 1400-tallet kommer Stenmagle igen i søgelyset med både kongen og paven indblandet over en bagatel som betalingen af husleje fra præsten. Ved pavelig gunst opnåede cisterciensermunkene nemlig fritagelse for alle ekstraordinære afgifter til prælater og præster, tillige også i stor udstrækning for tiende. Privilegiet omfattede alt det store gods, som klostret havde under sin drift. Disse rettigheder gav grund til idelige trætter mellem munkene (klostrene) og de store prælater. Med Sorøbogen som kilde hedder det side 100:

“Senere kom klostret i en heftig strid med den proceslystne roskildebisp Niels Skave, en strid, som strakte sig over årene 1489-1493, og som førtes både for paven og kongen. Anledningen var i forhold dertil meget ubetydelig - det drejede sig om en præstegård i Stenmagle - men sagen blev gjort til et principspørgsmål, hvor ingen af paterne frivilligt kunne give efter”.

Ifølge Historisk tidsskrift 8. række bd. I er den nærmere forhistorie følgende: Præstegården brændte, måske før 1444, medens Oluf Lauridsen var præst. Af velvilje havde abbed Niels i Sorø, hans farbroder, fjernet en af fæsterne, Bent Mord, og overladt hr. Oluf dennes gård. Dennes eftermand Oluf Jensen samlede tømmer sammen til en ny præstegård, men fik den ikke færdig, da han blev forflyttet. - Han, såvel som hans eftermand Ingver, der var præst til 1471, betalte en fast leje til klostret. Eftermanden Jens Mortensen, der endnu under processen var i live, havde derimod nogle år boet gratis, fordi hans broder havde været i abbedens ærinde i Citeaux, men måtte senere overlade abbeden brugen af en mark som erstatning.

I 1489 kom det altså til en strid med præsten om lejeafgiften. Det endte med, at han meget brutalt blev kastet på gaden med alt sit indbo, idet han dog til gengæld medtog alle vinduer, døre, hængsler, og låse i gården og samtidig ankede sin sag for biskoppen. Det er vel kun fordi præsterne havde boet så længe i gården, at de har kunnet regne døre og vinduer som deres ejendele, da det ikke normalt har kunnet regnes for løsøre.

Sorøbogen fortsætter: Da abbeden i overensstemmelse med sin ordens privilegier nægtede at møde både for landsmødet og for landstinget, hvortil han blev stævnet, og ikke vilde anerkende den ulovlige bandlysning, lod bispen nogle af sine verdslige pårørende hjemsøge Stenmagle og mishandle klostrets bønder, der havde været abbeden behjælpelige (se også historisk tidsskrift, 8. række bd. I s. 254-283). Imidlertid indankede abbeden sagen for paven, og for den pavelige højesteret, rotaen, førtes en proces, hvor begge parter efter evne sværtede hinanden med de groveste anklager. Støttet af cistercienserpricilegierne var det ikke vanskeligt for abbedens procurator at påvise bispens evidente overgreb, men det interessanteste er egentlig, at man af procesakterne får et bestemt indtryk af, at de danske cistercienserklostre under almindelige forhold ikke har holdt så strengt på de privilegier, som de sad inde med, overfor bisperne. Det viser sig, at klostret mange gange uden protest har fundet sig i bispens visitation og gæsteri, er mødt til Roskilde Landemode og har bøjet sig for bispens dom. Det reelle stridsspørgsmål fik forøvrigt sin afgørelse i Danmark, idet der på foranledning af kong Hans i 1493 bragtes et forlig i stand, som idet væsentlige synes at være blevet et nederlag for den i alle kredse meget upopulære bisp, men selve forliget er desværre ukendt.

I Historisk tidsskrift 8. række I, side 269, findes en mere udførlig beskrivelse af, hvordan beskoppens medhjælpere behandlede landsbyens sagesløse bønder og klostrets skatteopkræver Oluf Smed. Det hedder: “I begyndelsen af september blev den fredelige landsby hjemsøgt af en skare på 80 væbnede mænd, med Peder Lauridsen til Skaftelevgård og biskoppens halvbrødre Jacob og Søren Då i spidsen. Jakob Dås voldsomhed kender vi fra Hreifswald, og man kan være vis på, at han ikke har taget blidt på landsbyen. Oluf Smed med kone og børn blev jaget ud under hån og mishandlinger, alle deres ejendele - korn, grøntsager, senge, sengetøj, duge m.m. - blev plyndrede og ødelagt, og ligeledes alt det, der tilhørte Sorø kloster. - Og på samme togt bragte man dommen over bønderne til udførelse. Nogle af dem lykkedes det at flygte, andre blev pågrebne og efter abbedens fremstilling mishandlede på det frygteligste. “De blev anbragte i snævre fangehuller, hvor de næppe kunde ånde, lagte i bånd og jærn, der var trange, grusomme og umenneskelige. Tillige underkastede en frygtelig tortur, så at deres hænder, arme, fødder og andre lemmer mistede kræfterne og blev stive og ubrugelige” - Biskoppens prokurator modsiger ikke denne fremstilling, men bekræfter den indirekte”. I alle beskrivelser fra denne tid, får man et godt indtryk af en kamp mellem konge, klostre og biskopper om magt. Det drejer sig både om en gejstlig og en verdslig magt. Landsbyerne og deres befolkning er brikker, som man flytter rundt med i det store spil.

Abbeden erklærer, at alle bønderne er klostrets fødte vornede, og at de ikke har lov til at forlade klostret uden tilladelse. Hvis de gør det alligevel, kan de bringes tilbage med magt. - Endvidere har abbederne i umindelige tider haft myndighed til at sælge og bortgive bønderne og deres afkom. Abbederne har ret til at fælde dom over bønderne og straffe dem med bøder, fængsel eller døden, en ret, som de faktisk ofte har benyttet sig af. De bøder, som bønderne blev idømt, havde de indtil nu uden indsigelse fra biskoppens side altid betalt til abbeden.

P. Severinsen tilføjer (historisk samf. f. Sorø amt XXIV side 36): “Det var ikke altid så dejligt med disse kirkefyrster. Her i amtet kunne man nok huske tilbage til 1489, da der hverken blev sået eller høstet i Stenmagle eller Stenlille, fordi biskoppen i Roskilde lå i åben krig med abbeden i Soer angående bønderne i disse sogne og den hån og mishandling, som biskoppens mænd øvede mod de værgeløse”.