Artikler / Vandløse skole
Vandløse Skole i Stenmagle Sogn

Når man fra Stenlille kører ad Merløsevej mod øst og har passeret Nyrup, ser man på venstre side lige efter jernbaneoverskæringen Vandløse Skole. Adressen er Merløsevej 17.

I Stenmagle Sogn har der været flere skoler i tidens løb. Både Stenmagle, Assentorp og Vandløse har haft forskellige skoler. På Merløsevej 26 var der skole i årene 1832-1911.

Den markante skolebygning på Merløsevej 17 blev bygget i 1911 på den nordlige side af landevejen ca. 200 m fra den gamle skole og umiddelbart syd for Høng-Tølløsebanen. Udgiften var 23.000 kr. inklusive inventar. Ved indvielsen var der 4 klasser med i alt 86 elever. Hver enkelt elev gik i skole hver anden dag. Der var tale om en forskole og en hovedskole på samme adresse. I forskolen underviste en forskolelærerinde, og førstelæreren tog sig af hovedskolen.

Skolen bestod af to bygninger og et udhus i røde mursten. På taget var cementtagsten. I stuehuset boede førstelæreren og kunne i fritiden nyde sin have. En lejlighed i stuehusets tagetage var indrettet til en ugift (!) forskolelærerinde.

Skolebygningen, som ses fra vest, havde gymnastiksal i midten og to klasselokaler i siderne.

I 1958 blev skolen nedlagt, og eleverne blev flyttet til den nye centralskole i Stenmagle by.

Efter lukningen har der været frakkeskånerfabrik i skolebygningen fra 1959 til 1996.

I dag er hele det gamle og velbevarede skolekompleks privat bolig, men ordene Vandløse Skole kan stadig læses på skolebygningens facade mod vest.

Oplysninger om skolen modtages med tak på arkivet i Stenlille (ved biblioteket).
John Schou Hansen, Lokalhistorisk Arkiv, Stenlille

 

Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille