Artikler / Dampbageri & Conditori

Stenlille Dampbageri & Conditori

Ejendommen på hjørnet af Hovedgaden og Banevænget i Stenlille. Døren bag kringlen med krone er i dag muret til, og årstallet 1904 er som facaden malet over.

 

Fotografen har for omkring 100 år siden været på besøg hos bagermester R. Jensen på Hovedgaden i Stenlille. Den store ejendom ligger tæt ved baneoverskæringen, hvor mange mennesker færdes dagligt dengang som nu. Den er bygget i 1904 af kalksandsten, som blev produceret på kalksandstensfabrikken lige i nærheden.

På hjørnet til venstre ligger Rolsted, og vi kan se, at der er sat store høriver ud. Rolsted har et butiksvindue mod gaden. Pakhuset af træ på stationen fra 1901 spejler sig i ruden. Til højre anes et udsalg i naboejendommen efter porten.

Over udsalget fortæller et skilt, at her ligger Kristeligt Ungdomshjem. Det er kun et halvt hundrede år siden, at Indre Mission blev stiftet på Stenlille Skole bag kirken.

Det er sikkert sommer, for en del vinduer er lukket op, og drengene ved trappen har bare fødder.

Bagermesteren står i døren med et par børn. Andre børn er også stillet op. Også dengang var piger glade for heste. De står ved hesten og holder den med et reb. En af pigerne sidder på den skikkelige hest uden bidsel.

På stenbroen står brødvognen, hvorpå der er skrevet: Stenlille Dampbageri. Brødkusken med kørepisken på bukken er klar til at køre ud med brød og wienerbrød. Hunden i forgrunden ser på bageren, som kigger mod fotografen. I midten står cykelstativet - det skal med og er placeret i centrum. Måske er det helt nyt. På stativet er malet R. J. Bageri og Conditori.

Bagerbutikkens markise er slået ind, så vi på ruden kan læse: Dampbageri & Conditori. Tlf-13. Det fine udhængsskilt med navnet R. Jensen over kringlen med krone hænger lige over bagermesteren.

Han er ikke hofleverandør, men bagerne har fra gammel tid haft lov til at bruge kronen over kring-len som deres logo. Det skyldes, at Wiens bagere i september 1529 forsvarede byen så stærkt imod tyrkerne, at paven efter kampen gav dem lov til at bruge kronen. De 300.000 tyrkere, som angreb Wien, der havde en forsvarsstyrke på kun 20.000 mand, tabte efter fire ugers hård kamp.

Kringlen med kronen bredte sig til Danmark, ligesom de første opskrifter på wienerbrød oprindelig blev bragt med af bagersvende fra Østrigs hovedstad i midten af 1800-tallet.

Hvis læserne har oplysninger om fotografiet, gerne om personerne, vil Lokalhistorisk Arkiv Stenlille meget gerne have dem. Arkivet har åbent hver tirsdag kl. 15.00-17.00. Oplysninger kan også sendes på e-mail. Se arkivets hjemmeside på www.lokalhistorisk-arkiv-stenlille.dk

Niels G. Sørensen

Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille