Arkivet / Tørvegravning omkring Stenlille

Stenlilles Guldalder

Den 24. november 2009 havde arkivet besøg af museumsinspektør Anne-Mette M. Andersen fra Sydvestsjællands Museum. Anne-Mette holdt foredrag om tørvegravningen omkring Stenlille og lagde vægt på den store produktion af tørv og briketter i Åmosen under 2. Verdenskrig.

Til aftenen mødte 32 interesserede gæster op i bibliotekets mødelokale, hvor arkivet bød på kaffe og småkager.

Foredraget var kombineret med fotos på skærm, og man så rigtig mange interessante fotos fra egnen i 1940´erne.

Anne-Mette fortalte, at hun havde modtaget 1200 fotos, da hun lavede projektet om tørvegravningen for Åmosemuseerne (Kalundborg, Holbæk og Sydvestsjællands museer) og Kulturarvsstyrelsen i 2. halvdel af 2007.

Hun orienterede grundigt om de forskellige produktionsformer og typer af brændsel fra mosen. Hun fortalte levende om livet i mosen i de travle sommermåneder og om ejere og aftagere af brændslet, om børnehaven på Bodal og om transportformerne.

Der var også tid til at stille spørgsmål, så det blev en god aften, hvor alle gik hjem med ny viden om Stenlilles guldalder, som tiden blev kaldt.

Niels G. Sørensen


Hans Aage Sørensen er aftenens fotograf:


Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille