Karen Marie Nielsen blev født 4.5.1867. Hun var ud af en børneflok på 12 børn, hvoraf de 9 første var piger født i hendes mors første ægteskab med Niels Andersen fra Ortved, og 3 (2 drenge og 1 pige) i 2. ægteskab med Anders Larsen også fra Ortved. Fire af pigerne fra 1. ægteskab dør som børn.
Karen Marie skriver følgende i Folketidendes Julenummer i 1927 - om sine forældre og gravhøjen på Rygergårds mark:
”For nogle måneder siden stod der i ”Folketidende” et par ord om den gamle sten i Bransmark, men da jeg er godt stedkendt, tillader jeg mig at skrive lidt mere.
Den store gamle sten står, som sagt, på Gdr. Niels Larsens (Niels Larsen var Karen Maries halvbror) mark i Bransmark. Flere ældre folk fortæller mig, at stenen er resten af en smuk kæmpehøj der på stedet. Stenen stak den gang sin øverste halvdel op af jorden. Rundt om den lå en kreds af andre stene, og buske og tjørnekrat groede iblandt dem, om sommeren hvide af blomster og om efteråret røde af forskelligt farvede bær.
Så kom et ungt ægtepar langvejs fra Ortved - Ellen (Rasmusdatter) og Niels Andersen hed de - og købte gården og det hele. - Gården var nylig brændt. Kun et par små længer var rejst, og det var gjort så dårligt, at udlængen en dag faldt om, skønt den jo var ny. Men Niels Andersen og Ellen (mine forældre) var unge og havde mod på arbejdet. Der skulle drænes og mergles og bygges og ryddes, og så en dag kom turen til den gamle høj, der lå ploven i vejen.
De omliggende stene blev sprængte og slæbt hen til gården. Højen blev sløjfet og gravet ud, og det viste sig så, at den store sten gik meget dybt i jorden.
Dens ene side var noget flad, og mod den var tre andre flade stene stillet på højkant. En stor, flad hvid sten var lagt over, så det hele dannede et lukket rum, og i det stod en urne, fuldstændig indpakket i en art lysegrå flintesten, der var hugget i sælsomme flade skærver.
Gamle folk siger, at urnen gik itu, da man tog den ud. De siger også, at der var så mange af de lyse, flade skærver, at man læssede dem på vogne og kørte dem bort. En del blev imidlertid tilbage, for de ligger over højen den dag igen og klinger sælsomt mellem harvens tænder, når den glider hen over dem.
Jeg formoder som sagt, at de omliggende stene blev sprængt og blev brugt til hjælp til at bygge gårdens længer op med, af hvilke de to er byggede af kampesten helt igennem. Og den brede, hvide sten, der var overliggeren i gravkammeret, blev lagt som tærskel foran stalddøren, hvor den vist ligger den dag i dag.
Men den store sten i midten af højen blev dem dog for mægtig. Måske gik den dybere i jorden, end de troede. I hvert fald blev den stående, og da gravkammeret og højen altså hin gang blev gravet bort fra den, kom stenen mere frem og måler nu 3 meter i højden.
Det er med et suk, man tænker på, at sådan en smuk, gammel gravhøj ikke fik lov til at trone i fred. Men datidens folk havde så lidt begreb om mindernes værdi og poesi.
Mærkeligt nok var min kære far ikke klogere i det stykke, for han omtaltes ellers som en meget oplyst mand. Da soldaterne efter sejrene i 1848 vendte hjem med sang og klang, blev der holdt store fester for dem. - En sådan blev holdt i Ortved Møllegård, og ved den lejlighed havde min far skrevet en sang, som blev sunget ved festen. Ikke længe efter hans ankomst til egnen (Bransmark) blev han indvalgt i Slaglille sogneråd, hvor han vist havde sæde til sin død, der desværre indtrådte tidlig ved et ulykkestilfælde.
Mangen gang har jeg siddet i ly af den store sten, mens vinden susede hen over den.”
Karen Maries far Niels Andersen døde på dramatisk vis, da hun kun var 2½ år. Efter at have været til mølle en dag i 1870, stod han på melsækkene på vognen. Smeden, som tilfældigvis var på besøg, greb en af sækkene, hvorved Niels mistede fodfæste, faldt ned på gårdspladsen og slog hovedet mod stenene der. Ved faldet fik han kraniebrud og døde omgående.
Ellen sad enke sørgeåret ud, hvorefter hun giftede sig med Anders Larsen fra Ortved (søn af Lars Pedersens - Graverbakkegården - 1. ægteskab)
I sin tidlige barndom blev Karen Marie ramt af sygdom - børnelammelse, fortælles det - og hun var derfor meget fysisk begrænset, hun måtte have hjælp til mange ting, og det kom i nogen grad til at gå ud over hendes skolegang, da hun ikke var i stand til at bevæge sig lige så frit omkring, som de andre børn. Men man kan ikke sige, at det tog livsmodet og energien fra hende - tværtimod. I en alder af 9 år og endnu før, hun kunne skrive lavede hun sit første digt. Hun fortæller: ”Allerede da jeg var 9 år gammel, lavede jeg mit første digt, der gik på melodien ”Talsmand, som på jorderige”. Jeg lavede hele digtet i hovedet, da jeg ikke kunne skrive.”
I det hele taget var Karen Marie trods sin sygdom en meget positiv og livsglad person, som kun fokuserede på det gode i livet. Et familiemedlem skriver således i sit fotoalbum: ”Karen Marie var et klogt og åndrigt menneske med evner for at brodere, male og digte - både poesi og prosa - og hun var en fascinerende fortæller, jeg husker det tydeligt.”
I en alder af 19 år var hun elev på Vallekilde højskole i to somre, og en sommer hjalp hun til med undervisning i håndarbejde på Sorø højskole. Hun havde betydelige evner for navnlig kunstbroderi. Siden var hun en vinter elev på Askov udvidede højskole.
I sin ungdom virkede hun som lærer på Tømmerup friskole ved Kalundborg, og siden var hun privatlærer også på Kalundborgegnen. Dernæst har hun virket som Håndgerningslærerinde først i Bransmark, siden 5 år i Pedersborg.
I 1918 flyttede hun til Vedde sammen med sin halvsøster Ane Rasmine (kaldet Mine), som efter at have lært gartneriet i Ringsted rejste til Vedde og begyndte en gartnerforretning der. De ernærede sig af gartneriet og Karen Maries skriverier til forskellige aviser og tidsskrifter.
Karen Marie deputerer 23. september 1893 med fortællingen ”En bondefrøken”. Fortællingen blev skrevet, mens hun opholdt sig i Tømmerup ved Kalundborg.
Karen Marie udtaler ved sit 50 års jubilæum som forfatterinde til Folketidende: ” Med bævende hjerte sendte jeg fortællingen til Red. Fred. Martin, Sorø, der godmodig og elskværdig tog imod dette produkt, der var skrevet uden kladde; det forstod jeg ikke at bruge den gang. Men lad mig sige med det samme. ”En bondefrøken” gjorde vældig lykke, skønt en 3 - 4 bondefrøkener fra egnen var rasende både på mig og fortællingen.”
I forbindelse med sit 50 års forfatterjubilæum skriver en af journalisterne om fortællingen ”En bondefrøken”: ”I anledning af det forestående jubilæum har jeg taget mig for at læse den 50 år gamle fortælling. Den er skrevet på et letflydende sprog, og man undres over, at en bondepige, der kun var 23½ år, da fortællingen blev skrevet, og som kun havde den uddannelse, som almenskolen kunne give den gang, evnede at skrive så udmærket dansk.”
Karen Marie fortæller videre om sit forfatterskab:
”Efter en bondefrøken fulgte fortællingerne ”Poul Vestergaard”, ”Anton”, ”Et valg”, ”Tante Inger”, ”Anna”, ”Astrid” og ”Da Svend rejste til Amerika”.
Det var de største fortællinger fra min hånd, men desuden fulgte et mylder af mindre fortællinger gennem de mange år, blandt dem 30 - 40 julefortællinger og nogle hundrede digte osv.”
På spørgsmålet om, hvad forfatterskabet har betydet for hende selv, svarer hun uden betænkning: ”Det har været mit livs lykke! Det var herligt at sætte sig til skrivebordet og lade pennen danse hen over papiret og skabe gode, ædle og ærlige mennesker, der vandrede frem for mit syn, og siden lade dem vandre ud i Verden og gøre andre mennesker glade. Jeg har aldrig holdt af at skrive om skurke og ”skurkinder”, og jeg har endnu mere hadet at skrive om sanselige forhold mellem mænd og kvinder. Lad dem om det, der har lyst til at rode i den slags, og det er der jo desværre mange, der har, især af de store forfattere. Det er mere, end jeg begriber. De, som lægger bøgerne på bordet for unge, bløde sjæle, burde dog tænke over, hvad de gør.”
Karen Marie Nielsen havde således rigtig mange glæder og positive oplevelser ved sit skriveri, men det var en skuffelse for hende, at det aldrig lykkedes for hende at få nogle af sine største fortællinger ud i bogform. Derimod har hun haft den glæde på opfordring at skrive til ”Dansk Folkemindesamling” i København.
I forbindelse med Karen Marie Nielsens runde fødselsdage har Folketidende skrevet om hende og hendes fortællinger. Flere gange bliver det nævnt at specielt romanen ”Gennem kamp”, som også bliver kaldt ”Anton”, havde fortjent at blive udgivet i bogform.
Romanen starter som føljeton i Folketidende den 27. august 1912, og der er samme dag en omtale af den i avisen, som skriver: ”Det var meningen, at den føljeton, vi i dag påbegynder på bladets forside, skulle have taget sin begyndelse, når høsten var forbi og læsetiden i efterårsaftnerne bliver længere. Men hvornår bliver høsten forbi i denne sørgelige våde august?” Videre hedder det: ”Den er skrevet af en god kending af bladets læsere, Frk. Karen Marie Nielsen nu af Pedersborg. Frk. Nielsen er en af de kvinder, hvem legemlig svaghed ikke har kunnet kue. Hun sprudler af energi, og hun lever med i sin tids stemninger og tanker som få. Hun kender folk på landet, og hun ejer en sjælden evnet til at fremføre sine iagttagelser og kæde dem sammen til underholdende skildringer fra folkelivet……. ”Gennem Kamp” er en fortælling ud fra det daglige liv, således som det leves mellem jævne mennesker, og det er en fortælling, der rører ved mange af de spørgsmål, som har mødt os alle og møder os den dag i dag. Den er fængslende skrevet, og vi spår, at den mellem læserne og læserinderne vil gøre endnu større lykke end forfatterindens tidligere fortællinger, af hvilke de bedste vil være kendt af Folketidendes læsere.”
Efter at have boet i Vedde siden 1918 flytter de to søstre til Holbækvej 6, Pedersborg ved Sorø i begyndelsen af 1940’erne. Her holder Karen Marie sin 80 års fødselsdag, og senere samme år dør hun den 3. november 1947.
I Folketidende stod der at læse: ”Efter et langt og strengt sygeleje døde forfatterinden Karen Marie Nielsen i går formiddag. Den 4. maj i år var hun fyldt 80 år; men hun var åndsfrisk til det sidste og ville gerne følge med i alt, hvad der foregik både nær og fjern. Var hendes legeme svagt, var hendes ånd til gengæld stærk og levende. Gennem mange år havde hendes søster (Ane Rasmine Larsen), som hun boede sammen med, ofret sig for hende i en grad, der måtte aftvinge folk, der kendte forholdene, den største beundring. Hun var rede til at hjælpe tidlig og silde og sparede sig ikke for at lette forholdene for sin syge - og til sidst helt hjælpeløse - søster.”
Karen Marie bliver begravet en lørdag eftermiddag fra Slaglille kirke under så stor deltagelse, at kirken var helt fyldt. En mængde kranse var sendt til båren, deriblandt også en fra A/S Folketidendes Bogtrykkeri.
”Efter salmen ”For dig, o Herre, som dage kun” talte pastor Sinding-Jensen, Lynge ud fra Apostlen Paulus’ brev til Romerne, hvor det hedder: Syndens sold er døden; men Guds nådegaver et evigt liv i Jesus Kristus, vor Herre!
- Frk. Karen Marie Nielsen har jeg ikke kendt, kun læst en enkelt lille ting af, hvad hun har skrevet; men efter hvad jeg har læst om hende, og hvad jeg har hørt, kan jeg forstå, at hun har været et af de mennesker, der gerne ville glæde andre. Hendes halvbror har fortalt, at hun allerede som barn havde en egen evne til at huske og kunne gengive, hvad hun havde læst og hørt. Denne evne brugte hun til at glæde andre med gennem de historier, hun fortalte.
Men hendes livlige ånd måtte kæmpe med et skrøbeligt legeme alle dage. Hun gav dog ikke op, men kæmpede til det sidste. Vi vil glæde os over, at hun, der havde et så skrøbeligt legeme, til gengæld havde en stærk ånd. Og vi vil takke for minderne om hende, takke hende for, at hun gjorde, hvad hun kunne for at gøre livet skønnere og bedre for sine medmennesker. Men vi vil også tænke med tak på den søster, hun boede sammen med, fordi hun var så god mod den afdøde og magtede så meget, selv i det sidste års hårde tilskikkelser.”
Efter endnu et par salmer bar slægtninge kisten ud til graven og afdødes søstersøn Førstelærer Evald Jensen, Ulse ved Haslev takkede på familiens vegne for deltagelsen.
Indtil denne sommer 2013 stod Karen Marie Nielsens og Ane Rasmine Larsens gravsten stadig på Slaglille kirkegård. Et familiemedlem fortæller, at når slægtninge kom på besøg fra Amerika, var de altid en tur på Slaglille kirkegård, for at mindes Karen Marie.
Skæbnen ville, at Karen Maries nevø og niece Poul og Martha Larsen ved deres død testamenterede en stor sum penge til Slaglille kirkegård, som så brugte en del af disse penge til renovering bl. a. af området med de gamle gravstene, og i den forbindelse besluttede menighedsrådet, at fjerne Karen Maries gravsten. Jeg hørte desværre først om det, da skaden var sket.
Tonie Søndergaard
