For Sandhed og Ret!
Fotografiet er fra 1920´erne. Vi ser et hold friske gymnastikpiger med deres leder.
Holdet er fra Kirke-Flinterup Gymnastikforening. Man har taget opstilling uden for Flinterup Forsamlingshus, som blev bygget i 1904 på Nyrupvej 47 på en jordlod fra "Toftegård" i Frenderup, skænket af gårdejer Hans Hansen.
I 2005 blev forsamlingshuset solgt til Tove Hede og Søren Wiberg, som fører det videre. I en længere årrække havde det været i Stenlille Kommunes eje.
23 sølvplader
Fanebæreren holder den gamle fane fra 1889. På begge sider af flagdugen er broderet S.A.S. 36te Kreds 1889. (Sorø Amts Skytteforening kreds 36 1889).
Nedenunder læses "For Sandhed og Ret!" Gymnasterne har overtaget skytternes gamle fane. På fanestangen er der påsat små fine sølvplader, i alt 23. Den ældste er fra 1876, hvilket fortæller, at foreningen er fra før 1889. På pladerne er indgraveret oplysninger, der beretter om de mange kapskydninger, der blev afholdt i tiden fra 1876 til 1905. De fandt sted i Store Bøgeskov, i Stenmagle, Merløse, Rude-Eskilstrup, Døjringe og i Stenlille. Seks plader fortæller om 1. præmier til kreds 36. To plader er fra 1936 og 1949 og fra håndboldkampe.
Den første skytteorganisation blev oprettet i 1861. I skæbneåret 1864 var der 113 kredsforeninger. I 1919 dannedes De Danske Skytte- og Gymnastikforeninger. I 1992 gik skytter og gymnaster hver til sit, og De Danske Skytteforeninger "genopstod".
Danmarkssamfundet 100 år
Danmarkssamfundet har siden sin stiftelse for 100 år siden indsamlet ca. 22 millioner kroner og uddelt omkring 30.000 faner – især til ungdomskorpsene og idrætsforeningerne.
Gymnastik- og Idrætsforeningen i Kirke-Flinterup modtog en ny fane den 2. oktober 1989. Da var den gamle fane 100 år. Foreningen organiserer i dag bordtennisspil i det gamle forsamlingshus. Oplysninger i øvrigt om fotografiet modtages på Lokalhistorisk Arkiv Stenlille.
Niels G. Sørensen
Tekst bag på billedet - arkivnr. 1988/2 - B315:
1926?
Margrete Danielsen født Frederiksen (Frenderup), Ebba Jensen, Agnes Jensen, Marie Jensen, Marie Skov Jensen, Oda Olsen, Erna Olsen, Anna Christensen, Ingeborg Jensen (Flæbækgård Vielsted), Sofie Johansen, Anna ?, Frederik Christensen, Charles Rasmussen.
Flinterup Forsamlingshus. 11.3.1986. Afl. af Margrethe Danielsen, Kirkevej 4, Stenlille.