Artikler / Sandlynggård for 100 år siden

Sandlynggård for 100 år siden

Sandlynggårds hovedbygning 1916  (foto: Chr. Hansen, Vedde)

Bodal, matrikel 1 a af Lårup er den største gård i Stenlille Sogn. I 1904 blev den købt af aktieselskabet ”Åmosen”. Næststørst er Quellinghøj, matrikel 2 b af Lårup. På tredjepladsen kommer Sandlynggård, som har ”sit eget ejerlav” og ligger på matriklen 1a af Sandlynggård. Gården ligger i smukke skovrige omgivelser ikke langt fra Åmosen.

Hovedbygningen er opført 1865 af konseilspræsident J. B. S. Estrup til Kongsdal. Den er bygget af grundmur med tegltag i et stokværk og er til begge sider forsynet med frontespice. Den herskabelige lejlighed består af 14 værelser. Kostalden er fra 1886, hestestalden fra 1813, og laden, der er bygget af egebindingsværk med stråtag, er fra 1726. Hertil kommer flere mindre bygninger.

Der er en smukt anlagt have med mange frugttræer. I skoven vokser eg og bøg. Der hører 6 huse til gården.

Peter Dahlin Lisborg fra Nørgård i Tolne Sogn i Vendsyssel købte som 26-årig Sandlynggård af J.B.S. Estrup i 1885.

Proprietær Lisborg var med i bestyrelsen for Kolonien Filadelfia fra dens stiftelse i 1897 og var i en lang årrække næstformand. Han blev sparekassedirektør og landvæsenskommissær og havde flere tillidsposter. Han blev ridder af Dannebrog. Lisborg solgte Sandlynggård til direktør Tegner i 1916.

Gårdens areal udgjorde 212 tønder land, heraf ager 131, eng 60 og skov 18 tønder land. På markerne dyrkedes byg, rug, havre, roer (turnips), kløver, lucerne, græs og kartofler.
70 malkekøer af racen Rød Dansk leverede mælk til andelsmejeriet i Stenlille ”Råbjerg”. I staldene var der desuden 30 kalve, 3 tyre, 10 heste samt 50 får og lam. 50 stykker ungkvæg befandt sig på Bodal.

Folkeholdet på gården var 1 forvalter, 1 fodermester, 1 røgter og 1 dreng, 1 staldkarl, 3 elever og 3 daglejere. Hertil kom 1 husjomfru og 4 piger. Desuden arbejdede der om sommeren 10 polakker. Polakkerne var også beskæftiget på avlsgården på Bodal, som Peter Lisborg forpagtede 1904-1912.

Lisborg var direktør for aktieselskabet ”Åmosen”, der årligt producerede omkring 10 mill. tørv. Tørvene blev fra 1905 transporteret på en smalsporet bane med tipvogne til Vedde Station. Her kunne tipvognene køre op på en trærampe, således at tørvene nemt kunne fyldes over i statsbanernes store godsvogne og køres videre med Sorø-Vedde-Banen.
Da tipvognsbanen gik lige forbi Sandlynggård, akkurat som den senere bredsporede bane (1941-1952), blev transport af korn og foderstoffer til og fra gården klaret på dette private banespor.

Sandlynggård ejes i dag af Dines Bagenkop Nielsen, som i de senere år har foretaget en gennemgribende istandsættelse af den gamle gård.

Niels G. Sørensen, Lokalhistorisk Arkiv Stenlille
 
Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille