Artikel til lokalaviserne fra Lokalhistorisk Arkiv Stenlille – januar 2015
Vedde Forsamlingshus
Anden del
Fra aktier til andele
Den 20. januar 1927 afholdt man ekstraordinær generalforsamling. Der var omkring 90 aktionærer. Det blev vedtaget at opløse aktieselskabet og overdrage forsamlingshuset til ”Andelsselskabet Vedde Forsamlingshus”, som senere samme aften blev stiftet. Andelsselskabet med begrænset ansvar overtog gælden. Nye vedtægter lå klar til godkendelse, og der valgtes ny bestyrelse: Chr. Fischer, Gammelagergård i Vedde, der blev formand, Axel Kristensen, Lilleskovgård i Rude Eskilstrup, togfører Christensen, Farimag i Tjørntved, handelsmand Niels P. Larsen, Brandstrup, og Alfred Petersen, Tornemosegård i Tjørntved. Revisorer blev Rasmus Rasmussen, Rude Eskilstrup, og murermester Laurids Rasmussen, Vedde.
I 1926 havde der på en generalforsamling været afstemning om en tiltrængt udvidelse. 25 af 38 fremmødte havde stemt for. Nu besluttede den nye bestyrelse så at udvide huset med en ny stor sal, skolestue og beboelse til værten m.v.
Der var to stuer til værten og hans familie, men ved særlige lejligheder skulle bestyrelsen kunne disponere over stuerne. Her boede skiftende værter med familie, blandt andre: Marius Nielsen indtil 1933, Arnold Larsen indtil 1934. Derefter ostehandler Johan Lillholm til 1940, vejmand Knud Meinertsen til 1957 og vognmand Aksel E. Petersen til 1964.
Festsang
De to bygmestre fra 1904, murermester Rasmussen, som igen lavede tegningerne, og tømrermester Christiansen, fik til opgave at udføre arbejdet for henholdsvis 2100 kr. og 3400 kr. med materialer. Det blev klaret i 1927.
Alt i alt kostede udvidelse og ændringer i huset 10.300 kr. I anledning af udvidelsen blev der den 12. august 1927 holdt stor fest med fælles kaffebord, taler og dans til kl. 01.00.
Karen Marie Nielsen, som boede på gartneriet i Vedde med sin halvsøster Ane Rasmine Larsen, havde skrevet festsangen med 9 vers på melodien til ”Der er et yndigt land”. Vers 1, 2, 3 og 5 lød således:
En Gang i fordums Tid
en Kreds af gæve Fædre
:/: stod sammen ret med Flid, :/:
og bygged op et Samlingshus,
et Hjem for gode Tanker,
:/: men ej til Sus og Dus. :/:
Ja, snart fik Huset Skik,
fik Tag og røde Mure,
og Sang og Gymnastik
blev dyrket her ved Kvæld og Dag,
og mangen vægtig Tale
har lydt bag dette Tag.
Men Byen vokste flot,
sig Slægterne formere,
paa en Gang ser man godt
at du, vort brave Samlingshus,
er bleven alt for lille,
med Muren halvt i Grus.
Og nu vi sidder her
saa hyggelig tilsammen
og ønsker hver især:
at hvad det gamle Hus bar frem
end mere skønt maa trives
her i det nye Hjem.
Dansen går
I årenes løb kunne det godt slå gnister, når nye forslag kom på dagsordenen. Bestyrelsen havde i februar 1931 arrangeret dilettant. Efter opførelsen af ”Sognefogedens Pigebørn” skulle der være dans for medlemmerne onsdag den 4. februar.
Søndag den 8. skulle der være en offentlig forestilling. Dagen før var der imidlertid bestyrelsesmøde om dans eller ikke dans efter den offentlige forestilling. Efter en lang forhandling endte det med, at der ikke blev søndagsdans.
Men dansesagen blev taget op i sommeren 1932, hvor 47 andelshavere havde indsendt ændringsforslag til lovens § 7. Man ville have fjernet en tilføjelse, som generalforsamlingen den 15. april havde vedtaget.
Tilføjelsen gav bestyrelsen lov til at give tilladelse til dans ved offentlig dilettant eller koncert. På to generalforsamlinger samme aften havde stemmetallene været 17-16, og dermed var tilføjelsen vedtaget.
På en ekstraordinær generalforsamling den 13. juli ville de 47 så have en ny afstemning, for to generalforsamlinger på samme aften kunne man ikke godtage.
Efter debat fastsattes endnu en ekstraordinær generalforsamling til den 25. juli. Her stemte 27 for bibeholdelsen af tilføjelsen. 24 var imod.
Således endte det med, at der kunne danses i forbindelse med offentlige arrangementer. Og der blev danset i mange år efter det lille dansedrama, som var udkæmpet med de lokale gårdejere i hovedrollerne henover fire generalforsamlinger.
Branden
I vinteren 1938 holdt Vedde Ægsalgskreds generalforsamling den 15. februar. Der var samlet op mod 250 deltagere. Der var fælles kaffebord, og der skulle vises film af biografejer Nielsen, ”Lillebil Biograf Hedebo”.
Filmen hed ”65,66 og mig” (fra 1935), og efter 1. akt skulle filmrullen skiftes.
Så skete det: der gik ild i den rulle, der var vist. Nielsen løb fra lille sal ud i gangen for at nå hen til døren mod gården. Han måtte imidlertid smide rullen fra sig allerede i gangen, da der var gået ild i hans tøj, og hans hænder var forbrændt.
Da rullen blev smidt, slog ilden ud og greb fat i overtøjet, der hang i gangen. Derefter bredte ilden sig til et værelse og husflidslokalet, hvor der også hang tøj. Nu udvikledes en kvælende røg fra film og brændende tøj. Røgen trængte ind i de tilstødende lokaler og til store sal til de mange mennesker, der blev urolige, og nogle hoppede ud af vinduerne. Roen blev dog genoprettet, og folk kom ud af bagdøren.
Så blev ilden slukket. Men værten Johan Lillholm savnede nu sin lille søn Numa på knap fem år. Der blev råbt og ledt rundt omkring, og han blev så fundet i den bageste stue. Han havde sikkert gemt sig af angst og var blevet røgforgiftet i al forvirringen. Eller måske var han under filmforevisningen listet ind i ”privaten” og derinde blevet røgforgiftet.
Man forsøgte forgæves at genoplive drengen inde på mejeriet ved siden af, men den lille var død af den kvælende giftige røg fra filmrullen.
Brandforsikringen udbetalte 1574 kr., som dækkede udgifterne til reparation af brandskaderne.
Men den lille Numa Preben Nielsen Lillholm fik familien Lillholm aldrig tilbage. Det var en sorgens dag, som familien aldrig kunne glemme. Kristine og Johan Lillholm byggede hus på Vedde Byvej 23, hvortil familien flyttede i 1940.
Nyt liv i 1980´erne
I 1940´erne og 1950´erne kørte forsamlingshuset godt; der var danseforbud ved juletræsfesten i krigsåret 1944, men som altid var der sang og lege for børnene. Bestyrelsen bad som regel en skolelærer om hjælp dertil. Det år kom lærer Andreasen fra Stenlille.
Ved høstfesten den 19. september 1945 efter befrielsen var der særdeles godt besøgt. Lærer Jørgensen Værebro læste småhistorier under stor jubel, og efter spisningen var der et meget fornøjeligt bal til et seks- mands orkester.
I 1958 ændredes selskabets love, så at man kunne søge lejlighedsbevilling. Før havde man kun mulighed for at få afholdsbevilling.
I løbet af 1960´erne blev der færre aktiviteter i huset. Centralskolen blev bygget, og gymnastik og folkedans foregik på skolen fra 1961. Fjernsynet dukkede op i hjemmene. I 1975 kom Stenlillehallen. Der blev holdt færre familiefester i huset. Man talte om at lukke ned og sælge.
Men efter en brand i 1982, hvor de knaldende tagplader kunne høres over hele byen, og efter et par års dvaletilstand tog en gruppe borgere initiativ til at gennemføre en afstemning om eventuel nedlæggelse.
Det viste sig, at der var basis for at fortsætte, og der skete en økonomisk rekonstruktion og en stor frivillig indsats for at få huset sat i stand. Der blev investeret omkring 175.000 kr., så huset igen kunne anvendes.
Den 21. januar 1984 kunne man så genåbne det gamle samlingssted med åbent hus, hvor der mødte 125 op. Om aftenen deltog 142 i fællesspisning og underholdning, og 175 dansede på livet løs på det efterfølgende bal til kl. 02.00.
Den 29. september 1984 fejredes husets 80 års stiftelsesdag med en stor høstfest, hvor der var fællesspisning og taler, og selvfølgelig sluttede aftenen med dans for de 100 festdeltagere. Der var stor ros til den nye bestyrelse, som bestod af Hans Henrik Hovmand (formand), Børge Christophersen, Jens Jensen, Birgit Neuer og Niels Zinckernagel.
Det gik ikke
Der blev nu igen spillet dilettant i forsamlingshuset. Nogle bestyrelsesmedlemmer deltog selv i løjerne, og der var god opbakning til de komedier, som Jytte Berg Jørgensen instruerede.
1986 spillede man ”Far skal giftes”. Både de 12 medvirkende og de 115 tilskuere fik en rigtig sjov oplevelse, og traditionen tro var der efter forestillingen dans til levende musik.
Amatørskuespillerne lavede flere gode forestillinger, som gav liv i forsamlingshuset. Fester og foredrag kom der igen. Men i 1989 gik det ned ad bakke. Der var kun blevet holdt fest 21 gange, og det var 11 færre end i 1988. Huset kørte med underskud. Det gik ikke.
I 1990 måtte bestyrelsen smide håndklædet i ringen; en ekstraordinær generalforsamling den 19. februar hjalp ikke.
Den første formand Henrik Jensen var fra Gammelagergård. Fra samme gård var forsamlingshusets sidste formand Torben Fisker, som udtalte, at Stenlille Kommune havde svigtet. Kommunen havde i 1989 fjernet et aktivitetstilskud på 15.000 kr. årligt, og tilmed havde kommunen spændt ben for LOF, således at der ikke kunne holdes en foredragsrække for pensionister i forsamlingshuset. Man havde henvist LOF til centralskolen.
Bikuben købte huset på tvangsauktion og solgte det igen i februar 1991 til Jørgen Volff, som betalte 230.000 kr. og indrettede mekanikerværksted. Huset fik senere andre ejere.
Men de mange år, hvor fire generationer fik oplevelser for livet, kunne ingen sælge. Utallige gode, lærerige og fornøjelige timer har tusinder af børn og voksne haft i Vedde Forsamlingshus. Det var et lokalt mødested for alle.
Et sted hvor bestyrelsesmedlemmer på skift lagde kræfter i arbejdet for at være med til at skabe liv og sammenhold i by og omegn.
Niels G. Sørensen, Lokalhistorisk Arkiv Stenlille
