Badebroen i Bromme Lillesø
Nyd det dejlige stemningsbillede fra den smukke Bromme Lillesø i 1930´erne. Medlemmer af Vedde Gymnastikforening lærte at svømme på dette sted.
I foreningsprotokollen læses om foreningen og badebroen. Broen blev indviet for 75 år siden den 1. juli 1933. Der blev opsat 5 meter vippe. Tømmeret blev betalt med 63 kr. Der blev brugt søm og brædder for 15 kr. Skæring af 216 alen blev 10 kr. Stænger og fjedre 5 kr. For 6 kr. anskaffedes svømmesele og svømmebold.
Man glædede sig over badebroen og udsmykkede den med en ny flagvimpel i 1936.
Medlemmer fra nær og fjern
Foreningen havde aktive og passive medlemmer. I 1933 var der 80 i hver gruppe. Mange kom fra Vedde og Rude - Eskildstrup. Man strømmede dog også til længere fra. På listen er indskrevet børn og voksne fra 14 landsbyer i syv sogne.
Bestyrelsen arbejdede aktivt for at skabe godt nabosamarbejde. Eksempelvis indbød man drenge og småpiger fra Munke Bjergby og karle fra Dianalund til gymnastikopvisning 2. påskedag 1930. Indgangstegnet var 75 øre for voksne og 25 øre for børn. Baltegn kostede 1 kr. Flemming Christensen spillede - tre mand og klaver.
I 1931 indbød man karle fra Karsholte og motionshold fra Nidløse til sommergymnastikafslutning med kaffe og ”en lille dans” til musik v. Jes Petersen, Dianalund.
Der er bal bagefter – i 30´erne
Der blev i det hele taget sørget for, at det sociale liv kunne udfolde sig. Foruden arbejdet med at organisere gymnastik og folkedans i Vedde Forsamlingshus, havde bestyrelsen sans for at skabe liv og fest og samtidig få penge i kassen til hovedformålet.
Man samarbejdede med skytterne. Der var en fællesformand for Vedde Skytte – og Gymnastikforening – i mange år Axel Kristensen, ”Lilleskovgård” – og dertil udvalg for skytter og gymnaster.
Altid var der en aften eller en festdag i støbeskeen. Fastelavnsfester med ridning, dilettant og bal. Andre baller med skiftende lokale musikere – undertiden med det afholdte Mørkøv Jazzband. Den store skovfest 2. pinsedag i Tersløse Bøgeskov med Karsholte Skytte – og Gymnastikforening og bal på Dianalund Hotel. Skovfesten gav et årligt overskud på mellem 100 og 200 kr. til foreningen i Vedde. Deltagelse i Søskovstævnet ved Tuel Sø. Dilettantforestillinger med bal i forsamlingshuset, pakkefester og andespil med bal. Lysbilleder eller filmforevisninger med ”en lille svingom”.
Ja, i 1937 vovede man en præmiemaskerade! Det blev en stor succes med 25 maskerede par, amerikansk lotteri, præmiedans og bal bagefter til Reinholdts orkester.
De aktive og passive medlemmer var mange. Og på en balaften blev de passive også aktive!
Niels G. Sørensen,
Lokalhistorisk Arkiv Stenlille