Den "glemte" tipvognsbane
I 1905 blev der anlagt en smalsporet bane fra Vedde til Sandlyng Mose. På Bodal ville et firma A/S Åmosen starte en tørveindustri. Banelængden var 5½ km. I Vedde kunne tipvognene via en trærampe aflæsse tørv ned i Statsbanernes godsvogne. Fra Vedde bragtes tørvene så via Sorø til hovedstaden. Efter 1. verdenskrig gik produktionen tilbage og til sidst i stå, men da behovet for tørv genopstod i 2.verdenskrig, lå tipvognsskinnerne der stadig. De blev fjernet, og nye normalspor kunne lægges ”på ruten”.
Tørv til Carlsberg
Godstogene fortsatte på Sorø-Vedde Banen efter 1933, og man oplevede en meget travl tid i 1940´erne med tørvekørsel. Der blev i 1941 etableret sidespor fra Vedde – lidt i retning mod Stenlille – og ud til Bodal Gods i Åmosen via Sandlynggården. Banen fulgte omtrent den rute, som tipvognsbanen fra 1905 tidligere havde haft.
Ude i Åmosen med administrationen placeret på Bodal Gods arbejdede op til totusinde kvinder og mænd med tørveproduktion. De levede i skure og hytter og knoklede og tjente og brugte penge.
I begyndelsen bragtes tørvene på lastbiler både til København og til Vedde Station og derfra via Sorø til København. Carlsberg var storaftager og havde også taget initiativet til, at en gruppe store virksomheder Tuborg, NKT og Københavns Belysningsvæsen sammen med Carlsberg kunne danne konsortiet I/S Bodal Tørvefabrik i 1940. Konsortiet forpagtede Bodal Gods og store arealer ude i mosen.
Fra juli 1941 overgik tørvetransporten fra Bodal via Vedde Blokpost til Stenlille og videre mod Tølløse. HTJ´s lokomotiver hentede godsvognene ude i mosen ved Bodal på en såkaldt afsendelsesstation.
Stadig var der dog også tørvetransporterne fra bl.a. Munke Bjergby og Døjringe moser, der gav indtægter til Sorø-Vedde Banen.
Tørvegravning ved Bodal i Åmosen 1941
Også ved mosen i Vedde blev der produceret tørv i 1940´erne. Her er hele holdet af tørvearbejdere med mænd, kvinder og børn stillet op til fotografering på Gammelagergårds mark under 2. Verdenskrig. Kvinder og børn røglede tørvene.
I baggrunden dæmningen med skinnerne hvor Sorø-Vedde Banens tog kørte.
Bag dæmningen foregik arbejdet. Der var overkørsel, så mandskab, heste og vogne kunne komme ned til mosen.
I bageste række sidder gårdejerens søn Knud Fisker som nr. 4 fra venstre.
Knuds søn Torben har i dag Gammelagergård.
Der produceredes mange tørv også før Anden Verdenskrig.
Her ses Johannes Sørensen som fyrbøder ved en lokomobil (dampmaskine) i Pælegårdens mose ved Munke Bjergby i 1920´erne.
DSB brugte også Vedde-banen til at fragte grus og sten som skærver (ballast) til deres banestrækninger rundt i landet.
På et tidspunkt var banen Danmarks største godsbane, hvad transporteret mængde angår.
Rangermesteren i Sorø har fortalt, at der alene derude arbejdede 30 mennesker.
Indtil 1970 fortsatte tog på banestrækningen fra Sorø by til Frederiksberg, men så var det også helt slut.
Sidesporet til Bodal nedlagdes i 1952. Ved indkørslen til Sandlynggård kan man stadig se skinnerne på Skuerupvej.
Mangt og meget kunne fortælles om jernbaneårene. Lad mig blot nævne, at engang skulle der være ekspropriationsforretninger, og som mødelokale brugte man stationsmesterens spisestue på Munke Bjergby Station. De fine gæster fik højt smørrebrød fra et Sorø hotel serveret af livreklædte tjenere. Stationsmesterens børn glædede sig, da der ikke blev spist op. Men de fik en lang næse, for tjenerne tog resterne med tilbage til Sorø.
Stationsforstanderne i Sorø og Vedde tjente dengang 1200 kr. og stationsmestrene 960 kr. – om året!
Døjringe Station som privatbolig set fra sydvest
Døjringe Station som privatbolig set fra sydøst
