Min mor er født 1887 i Kulby af Marie og Karl Pedersen. De havde et mølleri i Kulby mølle, så mor var ikke ude at tjene så tidligt, men på et tidspunkt kom hun ud i Engkrogen at tjene, på den gård jeg har omtalt i fars beskrivelse, hvor de lærte hinanden at kende, og blev gift den 16. december 1910. De bosatte sig på Stenmagle mose, som jeg har fortalt om. Mor var en meget flittig kvinde. Foruden at hun holdt huset og passede børnene, var hun også med i tørvene og høsten. Vi blev efterhånden 7 søskende. Mor havde altid travlt med sådan en børneflok. Hun syede og strikkede selv alt tøjet til os, og desuden var hun med i marken, når der var mere end far selv kunne klare, og tørvene, når de skulle røgles, var hun også med der.
HovedrengøringNår vi nåede foråret, og vejret var godt, begyndte mor at gøre forårsrent. Vinduer og døre blev skuret og skrubbet og gulve ferniseret. Vi havde en tørvekasse, der stod ved siden af kakkelovnen, så der var tørv og brænde ved siden af kakkelovnen. Den blev også pudset i kakkelovnssværte. Det var ligesom skosværte, så mor var godt snavset, når hun var færdig med det. Men så var den også lige så den skinnede. Det gjorde tørvekassen også, når den var ferniseret, tillige med gulvet. Det så godt ud. Jeg kan huske, at der var en kone oppe fra Assentorp, der kom ind hos os en dag. Hun blev meget forbavset og sagde, - jeg troede da ikke, at I havde det så fint. Det var jo dejligt for mor at høre. Jeg kan huske at mor fortalte det til far, da han kom hjem til aften. Vi brugte tørvekassen i Stenmagle til vi fik centralvarme. Det var dejligt at sidde på den, når vi kom op om morgenen, og det buldrede lystigt i kakkelovnen, og det var frostvejr udenfor. Mor sørgede for, at vi var godt varme, når vi gik i skole. Sengetøjet kom også ud. Det blev lagt på stiger og vi børn bankede det med kæppe og tæppebanker. Vi havde jo ingen støvsuger og heller ikke elektricitet. Sengetøjet var dejligt at kravle i seng i om aftenen. Der var også kommet ren sengehalm i, så det var dejligt blødt at ligge i. Efterhånden fik vi madresser at ligge på. Det var skønt. Mor vaskede sengene af og skurede og skrubbede gulvet til det skulle ferniseres. Alle gulvene blev ferniseret og tørvekassen - jeg kan huske at den skinnede om kap med gulvene. Vi havde jo også en fin stue. Der stod de fine møbler inde. Buffeten med spejl og mange fine figurer og vaser, det store spisebord og de pæne stole. I den stue var vi jo kun, når der kom gæster, og til jul, når faster og onkel fra København kom. De holdt altid jul og pinse ude hos os. De kom med julegaver, så det var altid spændende, når de kom. Mor havde også petroleumslamperne at gøre rene, lampeglasset skulle pudses og vægen klippes til, så den ikke osede, og der skulle hældes petroleum på, og selve lampen blev bronceret i guldbronce. De var meget flotte, når de havde fået sådan en omgang. Der var mange ting, mor skulle gøre hver dag. Madpakken til dem, der skulle i skole, og til far, når han skulle på arbejde, og strømper, der skulle stoppes.
Mor vaskede tit storvask. Vi havde et stort køkken. Der var en stor skorsten og rundt om den stod komfuret og vaskegryden med ildsted under. Mor fyrede op, når tøjet havde stået i blød, og når tøjet var kogt, tog mor det op i en stor zinkbalje, og så skrubbede hun det på vaskebrædtet, til det var rent. Når vejret var godt, tog hun det ud i gården ved siden af pumpen, og skyllede det der ude. Det var jo mange spandefulde, der ellers skulle bæres ind. Vandet kunne selv løbe ud, da der var udløb fra køkkenet, men det var et strengt arbejde, sådan en vaskedag, og strømper var der jo altid, der skulle stoppes. Men om sommeren løb vi altid barbenet fra tidligt forår til sent på efteråret. I skorstenen var der en firkantet lem, som skorstensfejeren kravlede ind gennem, når skorstenen skulle renses. Det skete to gange om året og var sjovt at se. Vi kunne høre de skrabede sod af derinde. Vi børn syntes det var sjovt at se de to sorte mænd. Når vi så de kom oppe på vejen, løb vi ind og sagde til mor »nu kommer skorstensfejeren og sønnen«. Vores lillebror sagde, når han så to oldenborrer, nu kommer skorstensfejeren og sønnen. Når katten lå på sofaen og spandt, lagde han øret ned til den, og hørte radio på den. Det var jo dengang vi sad med hovedtelefoner på, når vi hørte radio. Det havde vi meget sjov ud af. Mor havde også meget travlt, når julegrisen skulle slagtes. Så skulle hun tidligt op og fyre op under vaskegryden og koge vandet, grisen skulle skoldes i. Mor tog blod fra og rørte rundt i det sammen med byggrynene. Det skulle der laves blodpølse af. Tarmene skulle renses, og dagen efter skulle der laves spegepølse, rullepølse, finker, sylte og koges blodpølse. Noget af grisen kom i saltkarret - det skulle bruges senere. Noget skulle op til vejmanden og røges. Det var meget lækkert, når det kom hjem fra røgningen. Der var meget dejlig mad i julegrisen. Vi fik blodpølse i flere dage, som varm, den var også dejlig som kold, med smør og puddersukker på. Og finker var der også til flere gange, og sylte ligeså. Når spegepølser, flæsk og skinke kom hjem fra røg, kom det op på loftet og hængt op på skorstenen, så kunne mor gå op og skære det af hun skulle bruge. Æg havde vi altid. Vi havde jo høns og de gik altid frit omkring, så de lagde mange æg. Vi kunne ikke selv bruge dem allesammen. Da kom ægmand og købte dem, vi ikke selv brugte. Det var altid mit arbejde at rense under dem og muge hønsehuset. Dengang var der jo ikke noget, der hed køleskab eller dybfryser. Der var nogen, der havde et flueskab. Det var et træskab med fluenet i døren, et trådnet så tæt, at der ikke kunne komme en flue igennem maskerne. Det blev hængt op på den nordligee væg eller gavl. En gavl var at foretrække, så det kunne komme så højt op, at katte og hunde ikke kunne komme til det. Om vinteren, når det blev frost, virkede det som en dybfryser. Man klarede sig godt med de hjælpemidler man havde dengang. Da jeg for lidt siden skrev om loftet, kom jeg i tanke om en hændelse, der skete for mange år siden. Det var i min skoletid en eftermiddag vi var inde i stuen. Pludselig blev der et bulder på loftet. Mor skyndte sig op ad trappen og så en ko, der havde forvildet sig derop. I laden lå der hø skråt op til loftet, og koen var kommet løs og gået den vej op. Da mor kom derop, gik den tilbage og ind på staldloftet, hvor der var stengeloft over et lille stykke. Der kom den ind og faldt igennem og ned på cementgulvet, hvor den blev liggende. I det samme kom posten. Han så på den og prøvede at få den til at rejse sig, men det gjorde den ikke, og så sagde han til mor »hent mig en brødkniv«. I det samme rejste koen sig op, og gik omkring. Det var jo pudsigt nok, og posten sagde den nok ikke kunne lide at høre om brødkniven.
Posten blev i daglig tale kaldt for Per Jørn. Han var meget afholdt, altid klar med nogle friske bemærkninger til de forskellige situationer, når han var inde og få en kop kaffe og lidt til, og sludre lidt, og han og far sad og snakkede, og mor havde taget kopperne ud, dersom der var kommet et par dryp på bordet, så tog Per Jørn med trøjeærmet og strøg det væk, og mor kom med karkluden og ville tørre det af, så var det væk.
Det er forresten et billede af Per Jørn i serien om
Højbodal, hvor han afleverer posten til Chr. G. Jensen.
Mor syede tøj til os alle. Til pigerne købte hun vel nok stoffer til, når der var udsalg. Så syede hun kjoler til dem. Til os drenge var det noget hun syede om af andre stoffer, noget hun havde fået af familien og venner. Mor havde altid travlt. Jeg kan huske, når symaskinen snurrede og vi skulle passe tøj. Det var noget vi glædede os til, når det var færdigt. Mor havde altid mange strømper at stoppe. Det sled jo meget på dem, når vi løb i træsko. Jeg kan huske, hvordan vi slog skank, det vil sige, at vi slog træskoen, som der var skoet med jernbeslag, den slog man i mod knysterne på benene, når vi skulle have strømperne af om aftenen, så hang de i, for der var jo blevet sår på knysterne. Det gjorde ondt at få dem trukket af, så vi glædede os til det blev sommer, hvor vi kunne løbe barbenede.
KonfirmationJeg kan huske, da mine søstre skulle konfirmeres. Mor havde store forberedelser med bagning og rengøring, og mange andre ting. Alt skulle jo være rent og i orden. Vi børn sad med til bords, når vi ikke var så mange. Jeg kan huske, at vi fik grønærter, og det har vel nok været noget skinkekød, vi fik til. Det smagte så dejligt. I dag sætter jeg stadig stor pris på grønærter, ligegyldigt hvad det er for kød, der er til. Bagefter fik vi franskbrød med rigtigt smør på, og syltetøj, det var noget, der smagte. På hverdagen var det jo margarine og fedt, men bare vi var sulten, smagte det jo godt.
Hen på eftermiddagen kom der flere gæster til eftermiddagskaffe og masser af kage til. Når kaffen var drukket, og tændt cigar og piber, så blev der snakket. Mandfolkene skulle ud at se sig om, en tur i stalden at se besætningen. Så kastede de skilling. Det foregår på den måde, at man sætter en spand, og måler nogle skridt ud, laver en streg på jorden, og der skal den, der kaster, stå og kaste en skilling i spanden, dersom han kan ramme den. Det forslog de meget tid med. De yngste prøvede også at springe over en grøft. Det havde de meget morskab ud af, og vi børn ligeså. Når aftensmaden var spist, blev vi børn kaldt ind til spisning. Vores mødre lavede vores portioner til, og vi fik sodavand til, - det var fest for os alle.
Efter aftensmaden, hvor snakken gik livligt, blev kortene taget frem. Nogen spillede whist, andre spillede mousel. Damerne snakkede om børn og bageopskrifter. Ud på aftenen fik de kaffe og kager, og snakken gik livligt. Der blev sunget sange - nye og gamle - og fædrelandssange. Det var hyggeligt. Det blev gerne sent, inden de kørte hejm. Der var så meget, der skulle snakkes om, før de skiltes efter en god dags samvær. Jeg tror vi har været nogle og tredive, med børn iberegnet. Der blev holdt mange storfamiliefester i hele vores familie. Det var altid noget, vi glædede os til. Dagen efter konfirmationen var naboerne og spise aftensmad. Der var altid levnet en hel del, så der var mad nok til andendagsgildet. De skulle jo også hen at se konfirmantionsgaverne.
Ja, vi har haft en skøn og rig barndom, og vi har haft den lykke at vores forældrer var et par mennesker, der var meget respekterede og afholdt. I daglig tale blev far kaldt Nes Nilen fra mosen. Far hed jo Niels Nielsen, men dengang forkortede man navne, så de blev lettere at udtale. Foreksempel blev Jens Petersen til Jens Pæsen.
