Centrum for dette er Godset Bodal som ligger midt i det hele. I 1904 købte et engelsk foretagende gård og areal med det formål at udvinde paraffin af tørven. Men selskabet havde ikke held med foretagendet og opgav hurtigt igen. Men da 1. verdenskrig brød ud i 1914, blev tørv en efterspurgt vare og det kunne betale sig at grave.
Det blev sagt, at danske tørv indeholdt 50 pct. Vand, 30 pct. Fortjeneste og 20 pct. Fortidsminder. Men under 2. verdenskrig var tørv fra bl.a. Åmosen en væsentlig del af brændselsforsyningen i form af håndskårne tørv, fræsetørv, pressetørv, æltetørv og i forædlet form som briketter og tørvekoks.
Ved krigsudbruddet i 1939 og besættelsen af Danmark i 1940 var sporet fra Stenlille til Maglebjerg for længst forsvundet, mens smalsporsbanen fra Vedde til Bodal lå ubenyttet hen. Allerede fra sommeren 1940 blev der produceret tørv fra over 20 presseværker på de reelle mose arealer, mens alle de mindre reelle stykker blev udnyttet til gammeldags håndskæring af tørv.
En række københavnske virksomheder med Carlsberg Bryggerierne i spidsen, dannede i 1940 konsortiet I/S Bodal tørvefabrik, og formand blev bryggeriernes direktør Fr. Sander. Og af a/s Åmosens ejere forpagtede konsortiet gården og tilhørende jord i Kongemosen og Sandlyng Mose. Konsortiet lavede kontrakt med entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kier om brydning af tørvene på det 1400 tdr. store område.
Man regnede ikke med at kunne skaffe jernbanevogne nok til transporten fra Åmosen til København, så Carlsberg indkøbte store lastbiler til transporten. HTJ var meget interesseret at få så meget kørsel som muligt. Så der kom et sidespor fra Vedde til Bodal ca. 5 km. og tre sporgrene i mosen på i alt 8 km. Det spor var klar til brug 1. juli 1941.
Ved slutningen af tørvesæsonen i 1940 var der i Åmosen produceret ca. 70.000 tons, men herefter steg det voldsomt, og i 1944 nåede man højdepunktet på 835.000 tons. Tørvefabrikationen i Åmosen betød, at arbejdsløsheden i Vestsjælland i perioder næsten forsvandt. Da produktionen var på sit højeste, var der ca. 2000 beskæftiget i mosen. (Der er forskellige antal af beskæftigede nævnt og tallene svinger fra ca. 2000 til ca. 6000 personer. Men der var ikke kun I/S Bodal man gravede tørv. Der var mange private moser rundt om i området.)
I sæsonen fra det tidlige forår til sensommeren, oplevede området en kraftig befolkningsstigning. Arbejderne bestod af mange forskellige folk og de kom fra hele landet. Det var vanskelig at skaffe bolig til alle, så de boede i telte, skure og barakker. Selv jord huler blev benyttet. I den østlige del af Åmosen var de enlige mænd i ”Børsternes hvile”, andre indrettede sovested i store cementrør og enkelte gravede et dybt hul i jorden og dækkede med tomme cementsække. Familier boede i telte eller hurtigt opførte træhuse. Et hønsehus på 2,5 gange 3 meter rummede en bolig til mor, far og to børn. De slog nogle rafter på så de dannede to køjer i hver side, et lille bord og et par stole. Men ikke altid noget gulv. I Tømmerup Mose boede to familier i et fly, hvor der var lagt brædder i bunden. Manden, der boede i cockpittet, kaldte de aldrig andet end ”førstepiloten.
Det var et sandt Klondyke med små smudsige beværtninger og sortbørshandel med de varer, som var vanskelige at skaffe.
I 1949 blev tørvevogn nr. 50.000 afsendt fra Bodal. Og i 1951 startede et nyt kapitel af eventyret i Åmosen, da man på grund af høje priser på udenlandsk brændsel begyndte en større produktion af formbrændsel og tørvebriketter. Denne produktion sluttede sidst i 1950èrne.
Godset Bodal og dets ejere, har Niels G. Sørensen skrevet om og findes på Arkivets hjemmeside.
Livet i tørvemosen.
Arbejdet med tørvene, var meget hårdt. Men det var godt betalt, 25-28 kr. om dagen, hvis man hang i. Derfor bad en kone også en tømmersvend, der var ven af hendes mand, om at holde hans plads, mens han var syg. Snedkersvenden gravede løs nogle timer, mens vablerne tonede frem. Efter 8 timer var han så radbrækket, at han næsten ikke kunne cykle hjem, da næste skift skulle til og da han kom i seng, sov han to døgn i træk.
Husmor dobbeltjobber i mosen.
Mange kvinder magter dobbeltjob, når de under primitive kår også passer hjem og familie med mad, tøj, hugge og trivsel. Hver morgen begynder med morgenmad, børneklargøring og madpakker. Efter den lange dag i mosen vender hun hjem til et minimalt hus, hvor hun tilbereder aftensmaden. Under et halvtag fyrer hun med tørv under en primus. Til aftenhyggen brygger mosekonen erstatningskaffe. Trods den lange arbejdsdag nød mange i barakbyerne aftenstemning, natur og besøg af en omvandrende musikant og kærligheden. Om søndagen cyklede familien en tur i omegnen eller gravede tørv til sig selv.
Agnes Koch arbejdede indimellem med at Røjle tørv eller med at skrabe smuld i Åmosen. Med to blebørn, og i perioder også enten en bror eller en svoger på kost, hente vand hos den lokale bonde til madlavning, drikke, opvask og personlig hygiejne, havde hun rigeligt at se til. Til middag stod menuen på almindelig hverdagsmad ofte med sovs og kartofler. Maden gravede de ned i et hul, så den kunne holde sig kølig. På faste ringe cyklede hun 10-12 km. til sine forældre i Stigs Bjergby, med vasketøj. Om vinteren betalte hun for at låne vaskehuset på gården, hvor manden arbejdede. Tøjet voldte en del problemer under besættelsens vare mangel. Agnes Koch skulle hente vand til fods i junger, for mosens vand ville hun ikke bruge. Hun syntes at tøjet blev mere snavset af vandet fra mosen.
Med til dagliglivet for de fleste husmødre hørte en masse tøj, som hun skulle lappe og sy om og strømper med hul i enten stoppede eller trævlede hun op og strikkede på ny. Hun købte ind meget tit, fordi hun på grund af de begrænsede muligheder for opbevaring ikke kunne købe så meget ad gangen. Nogle gange cyklede Agnes Koch ind til Købmanden og andre gange kom de lokale handlende kørende med varer, herunder tøj. Diverse kræmmere drog rundt og solgte alt muligt, selv en lokal damefrisør servicerede ude i mosen, tørvebisserne og deres koner.
Bodal åbner børnehave 1944-1947:
Ester Pallesen følger sin kommende mand, som graver tørv i Åmosen, hvor han med en gammel vinduesramme som basis bygger ” vores dejlige drømmehus på to gange to meter”. Han mangler søm, men hver dag afleverer kammerater gamle søm, som de finder.
Ester Pallesen observerer de mange børn, som om søndagen løber omkring og nyder den frie natur. Men om hverdagen er med far og mor i tørvene. Hun har længe gået med ideen om en børnehave. Ester havde eksamen på Kursus for småbørnspædagoger i København.
Citat ” Min beslutning blev taget, da jeg fik at vide at der var børn, som blev tøjret hjemme ved boligen, mens forældrene arbejdede og at et telt en dag var brændt hen over hovedet på nogle skrækslagne børn”
Først efter hendes tredje henvendelse behandlede ledelsen sagen seriøst. Og det blev besluttet at børnehaven kunne indrettes i en stor havestue på Herregården Bodal, som ligger ved indgangen til mosen. Og haven kunne benyttes til udendørs leg. Der blev givet 3.000 kr. til oprettelse, og løn til Ester og en medhjælper. Fra start mødte syv børn, som meget hurtigt blev til 35.
De første år sov børnene til middag på halmmåtter, for de havde ingen brikse. Børnene skulle selv medbringe håndklæde, vaskeklud, tæppe, hovedpude og madpakke.
Opgaven var vanskelig, for vejret var i de første uger dårligt. Måltiderne var kaotiske, fordi de fleste var vant til at løbe rundt med en mad i hånden. Ingen kendte til oprydning. Da solen efter en måneds tid brød igennem, lettede arbejdet for Ester Pallesen, for nu kunne børnene opholde sig udenfor det meste af dagen. Mødrene havde et problem med de små i sorte barnevogne, når de stod i solen uden chance for skygge og mødrene ikke kunne få vasket deres sorte tørvefingere, når de små skulle mades eller skiftes. Det resulterede i at under de store skyggefulde træer på Bodal holdt der mindst ti barnevogne med børn fra fire måneder til halvandet år.
Børnehavens tredje år udviklede sig på mange måder bemærkelsesværdigt, for børnene strømmede til. En mor opgav sin fortjeneste i mosen og kom frivilligt og tilbød sin hjælp. Der kom også gang i forældremøder. Her var der ca. 60 børn i højsæsonen. Efter det fjerde år, lukkede børnehaven, fordi Esther Pallesen blev gift og fik stilling som leder af en børnehave i Valby.
Kort, øl og det kongelige optræder:
I 1940èrne sørgede tørveselskabet på Bodal for underholdning næsten hver torsdag med kendte navne som Ib Schønberg og Johannes Meyer i Det kongelige Teaters Elverhøj foran 300 tilskuere på høloftet.
Hans Nielsen fortæller, at han på Bodal så Hans Kurt og Else Marie. Men der kom mange københavnere og damer, som ikke kom for at bestille noget, men mere for at more sig. Sladderen fortæller om en letlevende dame i en bestemt hytte, som folk gravede udenom, så den efterhånden stod på en lille ø. Når planken lå ud til hytten, kunne man gå der ud, men når planken stod op, havde hun kunder. Derimod kan/vil ingen bekræfte en historie om et decideret bordel med skøger på rad og række.
En anonym fortæller, at vedkommende bedst husker tørvetiden for druk og utroskab. Der foregik især meget om vinteren, hvor koner og børn skulle skynde sig for at få fat i understøttelsen, før manden soldede den op.
Hans Mortensen fortæller: at Åmosen aldrig havde separat politi, men på et tidspunkt florerede sortbørshandlen så groft, at Sorø politi udstationerede to betjente fra København. ”Men sådan et par herrer, der mødte op i skjorte, slips og jakke. Det kunne de jo snart se, at det var ikke noget der hørte til herude. Så de var der kun et par dage, så blev de pebet hjem igen. ”
En aften sloges omkring 200 mand, og to betjente fra Sorø dukkede op, men så stoppede folkene slagsmålet og trængte i stedet de to betjente helt hen til kanten af en tørvegrav. ” Hvis I ikke tager hjem nu, så bliver I skubbet i graven. ” Så satte de sig ind i bilen og slagsmålet fortsatte.
Som sagt sluttede eventyret i 1950erne. Der findes mange historier fra den tid, både personlige tragedier og personer der tjente mange penge.
John Schou Hansen
Lokalhistorisk Arkiv Stenlille.
