Tørvegravning - Stenmagle-mose

I ældre tider hed den Marelyng.
Stenmagle mose var et areal på flere hundrede tdr. land, hvoraf en stor del var private moser, der tilhørte landejendomme, der lå i omegnen. En del hørte til de ejendomme, der lå på mosen. I min barndom var der fem huse med jord til. Til mine forældres ejendom var der et stykke på 7 tdr. ld., et stykke på 2 tdr.ld og et stykke til på 2 tdr. land. Det lå på tre steder, og 2 tdr. land oppe i Assentorp, ialt 13 tdr. land. De andre huse er jeg ikke klar over tilhørsforholdet, men der var jord og enge til dem alle.
Jeg vil tro at alle de huse, der lå derude er bygget først i 1800-tallet, måske sidst i 1700-tallet. Nu er de fire revet ned, der er kun det mine forældre havde, tilbage. I min barndom var det gamle huse. Mine forældres var det yngste af dem. Mine forældre byggede meget om på det. Der har ligget to huse til derude,. Det ene er jeg ikke klar over, hvornår det blev revet ned, men jer er klar over, hvor det har ligget. Der var spor efter det. Det andet blev revet ned i 1912-14. Det, der kunne bruges, blev kørt til Stenmagle og brugtes til hjælp til et nyt hus, der blev bygget lige efter skellet mellem Assentorp og Stenmagle. Det er i skrivende stund det, der hedder Stenmaglevej 35.
Det var en brøndgraver der boede på Stenmagle mose i det hus, der blev revet ned og flyttet til Stenmagle. Han hed Hans Chr. Pedersen sammen med Chr. Christensen, der også var brøndgraver, og boede på Stenmagle mose, på venstre side af vejen, det sidste hus derude. I min barndom var der en firkantet byggegrund. Vi kunne finde rester af mursten, og der var et enkelt frugttræ. Jeg mener det var et kirsebærtræ. Hvor Chr. Christensens hus havde ligget kom der skaller af mursten frem, når der blev pløjet og harvet.

på Stenmagle Mose i mellemkrigsårene. – 1. og 2. Verdenskrige.
Mange af gårdene i Assentorp og Stenmagle havde mosearealer ude på Stenmagle Mose. Den del af dem skar tørv til eget forbrug. Det var før første verdenskrig, og i mellemkrigsårene.
Beboerne på Stenmagle Mose skar også tørv, og solgte tørvene til omegnens beboere, også til større byer som Holbæk, Sorø m.fl. Transporten foregik med hestevogne, indtil bilerne blev almindelige transportmidler.
På Stenmagle Mose boede tre tørvefabrikanter i det små. Lars Peter Jensen og Niels Nielsen var i kompagni om et tørveværk, der bestod af en petroleumsmotor, et ælteværk, en elevator, pladderkasse, en bjørn og 3-4 sluffer og 4 heste samt en snegl til at pumpe vandet væk fra tørvegravene, så kunne man udnytte tørvemassen bedre. Man kunne gå helt til bunds og få alt tørvemassen op. Dersom der var meget vand, skulle der sættes en vold af tørv op, til at stoppe vandet. Det kunne også forekomme, at bunden, hvor vi stod og gravede tørv op, kunne vende en halv omgang, så vandet væltede op. Så var det bare med at komme op af graven i en fart.

Sneglen, der sugede vandet op, var en lang u-formet trækasse, så vidt jeg husker 4-6 meter lang. I den lå en metalsnegl, der blev trukket af petroleumsmotoren. Når sneglen kom op i farten, trak den en masse vand op.
I en mose var der en vindmølle, der pumpede vandet op fra tørvegravene, og ud i en grøft, der hed Hovedgrøften. Derfra løb vandet ud i Halleby å.

Dersom man kommer fra Assentorp by og kører mod Undløse, og når man kommer forbi birkealleen drejer til venstre ad Maglemosevej og kommer ud til bakken, ligger der til venstre et hus med en tæt beplantning. Der bor Bente og Kresten Nerendgård. Midt på bakken til højre ligger en landejendom, der er lavet til sommerbolig. Der boede mine forældre først i 40erne. Der havde en gang boet en blikkenslager. Derfor blev det altid kaldt for blikkenslagerstedet eller Kasperstedet, fordi en senere ejer hed Julius Kaspersen. Lidt længere ned til venstre var der en kilde med meget fint vand. Der var gravet en lille brønd omkring den. Den var altid fuld af dejligt koldt vand. Dem der boede i det lille hus neden for bakken hentede alt det vand de skulle bruge. Det var Kristine og Jens Jensen. De havde en hest, en dejlig nordbakker, gul og sort hale og manke, en flot hest. En hund havde de også. Den hed Naldi. Den kunne stå i flere dage ude i mosen ved et posttræ. Det er jo hult indeni. Det har jo været brugt til at pumpe vand igennem. Der havde en lækat gemt sig derinde, og Naldi stod der og gøede dag og nat. Det kunne vare i flere dage. Det lille hus bliver nu brugt til weekend- og sommerbolig af Ivan og Ellen Nielsen.

Efter det lille hus kommer vi ud på Assentorp mose. Det er moser der hørte til ejendomme i Assentorp før i tiden. Nogen gør det sandsynligvis endnu. Der igennem går vejen til Stenmagle Mose ca 1 1/2 km. Der er en bro over Hovedgrønten, der kommer oppe fra Gadekæret i Assentorp og løber ud i Halleby å. Det landskab der nu breder sig for ens øje, er Stenmagle Mose, også kaldet Marelyng. Der lå i min barndom 5 ejendomme. Den første lige over broen. Det var mit hjem fra 1923. Mine forældre købte det af Lars Jensen, der var vistnok 10-11 tdr. land til. Far købte senere 2 tdr. land oppe på bakken, så der blev 13 tdr. land.
De andre 4 ejendomme lå på venstre side af vejen. Hvor meget jord der hørte til dem, er jeg ikke klar over. I det første af de 4 er jeg født. Der boede mine forældre i de første år de var gift. Men de rejste til Verup, og fra Verup til Assentorp til den ejendom, der i dag hedder Lillegården. Den nuværende ejer er Rosted, der har forretning i Stenlille. I 1923 rejste de tilbage til Stenmagle Mose, hvor de boede til først i 40erne, da de rejste op på bakken til Blikkenslagerstedet, som jeg har omtalt før.

Alle dem der boede på mosen leverede mælk til Ondløse Mejeri. Simon var med til at skære tørv om sommeren. Om vinteren, når det havde været frostvejr nogen tid, og der var tyk is på vandet, blev andelshaverne sagt til. De skulle hen at ise. De huggede hul på isen. Den blev læsset på vogne og kørt op til ishuset. Der havde de tykke mure, så der kunne isen holde sig til langt hen på sommeren. Dengang var der ikke noget, der hed dybfryser.

I nr. 2 boede en del mennesker, som jeg ikke kender noget til. Lars Peter solgte huset til Stenlille kommune, der brugte det til husvilde en del år. Kommunen solgte det til Bodal, der brugte det til jagthytte.

I det tredie boede, mig bekendt, Jens Peter Thomsen, Fredrik Jensen kaldt Sibirie Frederik, et tilnavn han selv skaffede sig. Han kørte og solgte fisk, og når nogen spurgte ham, hvor han kom fra, svarede han, jeg kommer fra Sibirien. Jeg husker ham fra min barndom. Han var en meget frisk mand. Hans kone hed Marie.

Hus nr. 4 som er på et billede for sig selv, boede mange familier. Min farfar Peter Nielsen, Laurits Jensen, der var søn af Frederik Jensen, Johannes Nielsen, min farbror Hans Jørgensen.

Ole og Louise Petersen var vistnok de sidste, der ejede det. De solgte det til Bodal, Buchard Petersen i 1956. Det er Louise, der holder med køretøjet med de to heste for, og to børn ved sin side. Der er en der skjuler sig bag hesten. Louise kørte mælketur til Stenmagle Mejeri i mange år. Da de rejste fra Mosen købte de af Hans Marius Jensen en landejendom, der lå næsten omme ved Sandlyng skov på Granbakkevej.
Foran Oles og Louises hus blev der bygget en træbarak, hvor der blev lavet pensionat af en mand, der hed Olsen. Tørvearbejderne kunne købe deres mad der, – kaffe, øl med mere. Omme bag Oles hus lavede Olsen en træbarak, hvor der blev lavet sovepladser til et halvt hundrede mennesker. Der var altid stor søgning i pensionatet. Der var mange derude, der satte stor pris på nogle øller. Olsen begyndte vist nok i 1941 og holdt nok op i 1947. Han rejste tilbage til Dianalund, hvor de havde en forretning med slagterivarer. Det kaldte man dengang slagteriaffald.

På Stenmagle mose boede 2 brøndgravere. Chr. Pedersen boede i et hus på højre side af vejen på den plads vi kaldte huspladsen, næsten ud for Louise og Oles hus, som omtalt andet sted i forbindelse med placeringen af husene. Chr. Christensen boede på venstre side af vejen på huspladsen, ude ved den store Lyng. De gravede en brønd i Ordrup by, St. Merløse. Da de var nået 37 alen ned, var der ikke kommet vand, men pludselig kom der gas op i stedet for vand, og den der var nede i brønden, faldt omkuld, og den anden gik ned for at hjælpe ham. Men han besvimede også. Der var dog andre til stede og de fik ved fælles hjælp dem begge to op. Desværre døde de begge. Chr. Christensen havde en søn, der hed Christoffer, den senere graver og ringer ved Stenmagle Kirke. Christoffer plejede at være med til at grave, men den dag var han skidt tilpas, og var ikke med. Christoffer blev senere gift med Anna Chr. Pedersens datter. Chr. Pedersen havde flere mindre børn. Det har jo været en forfærdelig ulykke for de to familier. Den gang var der jo ikke så meget hjælp at få. Chr. Pedersens hus blev revet ned, og det, der kunne bruges, blev brugt til et nyt hus ved skellet mellem Assentorp og Stenmagle, Rigmor Stillings hus, som omtalt andet sted. Det var Rigmors forældre, der byggede det. Herta og Karl Andersen. Herta var datter af brøndgraver Chr. Pedersen. Det var i 1912-13. Chr. Pedersen var Rigmors morfar.

Skelet
På Anton Kristensens mose var der fundet et menneskeskelet. Det har jeg taget et billede af. Jeg stillede det op på de lange knogler og lagde kraniet ovenpå. Da Lokal historisk Arkiv åbnede i Stenlille gav jeg dem billedet.

Tørveskæring
Jeg vil nu fortælle lidt om, hvornår på årstiden man begyndte at skære tørv. Dersom det havde været en vinter med meget sne og regn om foråret, så var mosen oversvømmet med vand. Så kunne det blive sent inden de kunne begynde at skære tørv. Jeg kan huske, at der var så meget vand, at det gik op over vejen henne ved det første hus på venstre hånd. Et år havde det skyllet broen væk. Vandet kom jo fra de omliggende tørvegrave. Der hvor mine forældre boede, havde vi jo hovedgrønten og den store bro. Der kom en masse vand igennem, og det buldrede og lavede et spektakkel. Når vi var kommet i seng, kunne vi ligge og høre på det. Det var også sjovt om dagen at stå og se på det. Der var et vældigt tryk på det. Vi kastede pinde ud i strømmen, og så de forsvinde. Halleby å gik jo også over sine bredder og langt op i engene. Halleby å kaldte vi i daglig tale Den stor Å. Sandlyng å kaldte vi Den lille Å. Dersom moserne havde stået under vand længe, lå der et tykt lag vissent græs når det forsvandt. Det blev brændt af, så det nye græs kunne komme frem, og når der var til at køre på mosen igen, så begyndte tørveskæringen og køerne kom på græs. Så blev der liv derude. Det var altid en tid vi glædede os til. I den tid moserne var oversvømmet, havde der været mange vildænder derude. Gæs var der også store flokke af. Der var også mange om efteråret. Vores nabo Lars Peder var ivrig jæger, så det var lige noget for ham om efteråret. Når jagten var gået ind, hængte der altid hare, fasaner, agerhøns eller ænder på deres hus. Når der kom en stor flok gæs, der var meget større end de flokke man ser nu om dage, så kunne vi høre dem på lang afstand. Ja der var liv og røre på mosen på alle årstider.
I den tid der blev skåret tørv hjalp vi børn til. Drengene kørte sluffer med tørvepladder ud til bjørnen. Vi var jo kun i skole hveranden dag, så skiftedes vi til at køre. Andre kantede tørv. Tørvene blev sat på kant, så de hurtigt kunne tørre. Når de så var tjenlige til det, blev de sat i røgter. Det var mor og Ingeborg og de store piger, der klarede det. Det var sjovt at være med til det, når vi skulle spise frokost. Det var altid spændende hvad mor havde kommet i madpakken. Der var altid æggemad, leverpostej, noget af den varme mad, der var levnet fra dagen før. Det gav god appetit at løbe bagefter slufferne, og man lyttede til de voksnes snakken. Til middag var vi altid hjemme at spise, og få en lille middagssøvn. Så fik vi kaffe førend vi skulle på mosen igen. Jeg kan huske far gik foran. Han tog lange skridt – og jeg  måtte trave noget mere for at følge med. Som regel kom mor ud med eftermiddagskaffe og nybagt kringle, boller eller franskbrød. Det var også kærkomment, så var der ikke så længe til fyraften, men man var også blevet træt.
Den første æltetørv vi lavede foregik på den måde, at der blev kastet en stor bunke tørv op på engen, og far kørte rundt i bunke med den faste vogn uden fjælder, med den korte langvogn i. Så stod der en mand ned i graven og øste vand op i tørvemassen. Når det var æltet tilpas, blev det slæbt ud på engen med en slæde, lavet til det samme, og lagt i bunker. Derefter var der et andet redskab med en vandtønde på, der glattede bunkerne ud, så de var tilpasse i tykkelsen. Når det var forbi og tørvemassen var tilpas, så kom far og den anden mand med et redskab, der kunne nå ind over tørvebedet. Det var ligesom en rive, der blev trukket på langs af beder. Derefter havde de en mindre, der blev trukket på tværs af tørvebedet. Så var tørvene skåret ud i en tilpas størrelse, men det var jo en sen måde at lave det på.
Det var en stor fremgang, da de fik maskineriet med ælteværk og motor, så kunne der jo laves meget mere på den samme tid; en stor fremgang.
Når tørvesæsonen var forbi, og der var høstet, så skulle de finde noget andet arbejde. I efterårstiden var det med at køre grus og sten til skærver på vejene. Der var jo ingen veje i kommunen, der var asfalteret. Skærverne blev lagt i små bunker, og så gik vejmanden, Henrik Schlichting og jævnede det ud i de huller, der var i vejen.
Når de var færdige med det, så kørte de i skovene og hentede kævler, træstammer til savskæreriet. Det lå på den anden side af Stenmagle Mejeri. De hentede stammerne i Kongsdals skove, Vinskov, Træskov (?) og skovene heromkring. Det blev nogen lange ture i den strenge vintertid. De gik ved siden af vognene for at holde varmen. Det var jo store læs de kørte med. Stammerne var mange meter lange. Der var som regel 3-4 køretøjer, der fulgtes ad. Min far, Lars Peter, Hans Marius, Anton, jeg kan ikke huske om Niels Christian var med. Når de kom ud til savværket, kaldte fru Schmidt dem ind og de fik varm kaffe og ostemad, så de blev varmet op, før de skulle ud at læsse af vognene. Det gik en del af vinteren med.
Når der ikke var mere at køre, så var de ude på markerne for at brække sten op. Når landmændene under pløjning var stødt på store sten, som de ikke kunne flytte, så sendte de bud til kommunen at de havde nogen store sten, som de gerne ville af med. Så blev der sendt mandskab ud og de flækkede dem. Sommetider måtte de bruge dynamit til at skyde dem. Det vil sige de lavede et hul ned i stenen og kom dynamit ned med en lunte. Så blev det dækket til med ler, og der blev sat ild til lunten, og så var det bare med at komme væk inden det eksploderede. Så blev stenen slået ud i stykker, så det kunne læsses på en vogn og køres ud til en stenplads. Dem var der en del af i kommunen. Der blev de så slået til skærver i en bestemt størrelse. De måtte ikke være for store. Vejmanden kom engang imellem. Han havde en ring, som de skulle igennem, for at være den rette størrelse. Når de var slået ud i den rigtige størrelse, så skulle de ligge i fine bunker i meter, og der blev betalt for hvor mange meter, de havde slået. Det var et strengt arbejde og tilmed i den strenge vintertid. Deres arbejdsredskaber var en sildetønde. Det var trætønder på ca. 1,5 m højde, som oprindelig havde indeholdt spegesild fra Norge og Island. Tønden blev fyldt op med sten, så den stod godt fast, og en flad sten øverst til at slå på. Der brugte de en jernring, der var skaft på, og en hammer til at slå stenene ud til skærver. Jeg er ikke klar over hvor meget hammeren vejede, men den var tung. De fleste af dem, der slog sten, havde også en halmskærm til at ta’ af for vinden. Så var kulden ikke så slem. Det var nok strengt arbejde, der kunne give varmen. Det var jo også mange gange hvor det frøs en halv snes grader og mere, så det var rart at være fri for den stærke vind.

Min far arbejdede også somme tider på Sandstensfabrikken i Stenlille. Det var vistnok når tørvesæsonen var forbi, og der ikke var noget andet. Når der skulle tages sukkerroer op, var han også med der. Den gang var der jo ikke roeoptagere som nu. Dengang blev sukkerroerne løftet med en plov til jorden blev løs. Sukkerroer har mange rødder og sad meget fast. Far havde en lille greb med to grene og et kort skaft, så kunne han grave dem op. Roerne blev lagt i små bunker, toppen blev så skåret af og bunkerne blev dækket til med toppene, så de ikke skulle fryse, dersom det blev frostvejr om natten. Hver anden dag, når jeg ikke var i skole, var jeg med far og min farbror Johannes og hjalp til med at skære toppen af og dække bunkerne til. Det var på Bodal og Nidløsegården.

Tærskeselskaber
En del beboere havde dannet et selskab, og betalt nogle penge, så der var en sum at købe for. Så lånte de resten af en bonde og købte en tærskemaskine og en motor, eller en traktor, da disse kom frem. Så var der to mænd, der blev ansat til at køre med maskinen til Andelshaverne, efterhånden som de havde høstet. Naboerne hjalp hinanden, så det var kun de to mænd, der passede maskinen, der skulle have penge. Dengang var der ikke noget, der hed kornblæser, eller avnblæser. Der skulle altid være et par solide stærke mænd til at bære kornet op på loftet. Avnerne var børnenes arbejde, så der hvor der ikke var nogen børn, var jeg tit med til at tærske. Det var et meget ubehageligt arbejde. Hvor avnerne kom ud af tærskemaskinen røg og støvede det meget. Vi havde lange hjemmestrikkede størmper på. Der var ingen gummistøvler, så avner og tidsler stak igennem strømperne. Det kløede og var meget ubehageligt, men der var som regel flere børn om det, så det var meget sjovt alligevel. Og så fik vi jo penge for det. Det værste var, dersom der kom en regnbyge, så hængte snavset rigtigt ved. Det var dejligt at komme hjem til aften og blive vasket.
Et tærskeselskab hed Vaskebrædtet. Det var husmændene i Assentorp, der ejede det. Navnet fik det af, at motoren skulle bruge meget vand, og når det blev varmt, løb det op igennem et stort stativ med zinkplader. Det løb igennem og blev afkølet. Så kunne vandet bruges flere gange. Stativet lignede meget et gammeldags vaskebrædt, hvor man stod og skrubbede tøjet. I mange år var Klavs Mathiassen fyrbøder. Han passede motoren og skulle sørge for, at det hele kørte. Aage Petersen var ilægger. Han havde et husmandssted bag Sønderbjerg. Klavs havde et savskæreri, nu Assentorpvej 76, og han var altmuligmand indenfor håndværk. Der var også en større tærskemaskine. Den hed Den store Stenmagler. Den tærskede på gårdene. Det var noget af en festdag på husmandsstederne, når der skulle tærskes. Mandskabet kom og fik morgenkaffe med ostemad til. Der var sigtebrød og franskbrød. Det var inden kl. 7 morgenkaffen skulle være drukket. Kl. 9 kom de ind og spiste frokost. Der var spegesild og stuvede kartofler, og forskellig pålæg og en bajer til maden, og kaffe. Midt på formiddagen fik de en øl igen. Middagsmaden var som regel 12.30. Det var forskelligt søbemad, som det blev kaldt, suppe, gule ærter eller grønkål med et godt stykke flæsk til. Suppen var hønsekødsuppe eller oksekødsuppe. Det var folk med god appetit, så der skulle noget til. Midt på eftermiddagen fik de kaffe og nybagt kringle. Jo det var festdage. Til aftensmad var det jo smørrebrød og øl. Jeg tror også de fik snaps til frokost og aftensmad.
Når det var tid at tage kartofler op, var mor og far som regel oppe hos Karl Nielsens og tage op. Som betaling tror jeg de fik 7 rækker som betaling. Vi børn var også med, når vi ikke var i skole. Kartoflerne blev pløjet op, og så lå vi på knæ og krattede i jorden og fandt kartoflerne. Når det var solskin var jorden dejlig varm at ligge på. De store gårde fik kartoffeloptager, eller de kunne leje en fra en smed. Så var vi en del skolebørn, der blev sendt bud til, om vi ville komme en bestemt dag og være med. Vi var hos Jens Frederiksen, det var Danskovs far. Når vi kom om morgenen fik vi morgenkaffe, og alt det vi kunne spise til. Når vi begyndte at tage kartoflerne op, så havde Danskov målt det op i stykker, der var lige store. Vi var to og to sammen om en høkurv. Der var en hank i hver side, så vi kunne hjælpe hinanden med at flytte kurven. Vi pillede op og skulle helst være færdige til Danskov kom igen med optageren. Danskov kørte med to heste for, og kartoflerne blev kastet ud på marken, så det var let at se dem. Vi fik mad på gården. Det var god mad vi fik. Jeg kan ikke huske, hvad vi fik om dagen, men det var vi altid glade for. Der var gerne så mange kartofler, så der var til to måske tre dage. Når vi var færdige med optageren, så skulle jorden harves. Så kom de kartofler frem, vi ikke havde fået med. Så pillede vi igen på vores stykker. – Vi var også på Garbøllegården og ta’ op. Garbøllegården ligger bag ved campingpladsen.
Vi børn havde vores pligter, når vi kom hjem fra skole. I hverdagen, når der skulle renses roer, red jeg på hesten, der trak roerenseren. Det var ikke altid så let at se, hvor rækkerne gik, den første gang de skulle renses. Når det var høhøst havde jeg mit eget slåtøj og letøj. Jeg var ti år, da jeg fik det. Vi slog græsset af i de gamle tørvegrave. Sommetider måtte vi bære det i land, op hvor der var tørt. I tørvesæsonen var det jo ude i moserne det foregik. Når det blev vinter skulle jeg hjem og fodre køerne, og skære roer ud til næste dag. Det gjorde vi altid dagen i forvejen. Der skulle renses under køerne. Muge kaldte vi det for. Og strø under dem med rent halm eller hø. Ligeså under hestene. Når far var ude at køre på et eller andet arbejde med dem, kan jeg huske, at jeg lavede en god seng til dem i deres båse. Det var dejligt at arbejde med dyrene. Når vi skulle besøge familien i Verup eller på Lille Svendstrup, kørte vi med hestevogn med charabanc, en vogn med 2 sæder bag det forreste. Når vi ud på aftenen skulle hjem, lå vi gerne nede i vognbunden. Der lå et godt lag halm, så der var blødt at ligge med tæpper over os. Vi havde en faster og onkel, der var overfodermester på Lille Svenstrup. Vi glædede os altid, når vi skulle besøge dem.Vi fik flødeskumskager fra bageren, og der var mange af dem. Det var jo ikke noget, vi plejede at få, så det var noget vi kunne lide. Det var også sjovt at komme hen i stalden og se alle køerne. Der var noget over 300 malkekøer.
Jeg kan huske at Lille Svendstrup brændte. Det var om foråret sidst i 1920erne. Da var vi deroppe og se det. Men det var uhyggeligt at se. De fleste af køerne var brændt inde. Malkekonerne var lige begyndt. Man så malkespande og skamler ligge under køerne. De kunne ikke nå at få det med sig, og der lugtede af brændt kød. Et uhyggeligt syn at se.

Vi havde en dejlig barndom på Stenmagle Mose. Der var mange børn i 20'erne og vi legede godt sammen. Om sommeren, når der var skåret tørv, vendte og kantede vi dem, og vores mødre røglede dem. Vi havde altid vores pligter at skulle udføre, når vi kom hjem fra skole. Dengang gik vi jo kun i skole hver anden dag. Der skulle jo også luges roer og kartofler, og der skulle også stakkes hø, og køerne skulle hentes hjem til aften og malkes. I den varme sommertid lå køerne ude i mosen om natten. Så stod mor og far meget tidligt op, kørte ud og malkede dem. Mælken blev sendt til Undløse Mejeri, - det var i mange år Chr. Thomsen, der kørte den mælketur.

Når vi kom hen i forsommeren, kom der mange markblomster og pyntegræs frem, og åkander, hvide og gule. Som andet sted fortalt, boede der på Assentorpvej en mand, der blev kaldt Tykkarl, han vejede 420 pund. Han kom ud på mosen og fik fat i os børn. Så skulle vi plukke blomster, pyntegræs og åkander til ham. Så fik vi 25 øre hver. Han kørte hjem til konen, og de lavede buketter, som de kørte ind på Københavns grønttorv tidligt næste morgen og solgte det derinde. Han har sikkert fået en god fortjeneste på sådan en tur.

Ude i den store Lyng var der mange tyttebær. Dem plukkede vi mange af, som mor så syltede. De smagte dejligt. Når vi plukkede dem inde i Lyngen, skulle vi passe godt på, hvor vi trådte, for der kunne være hugorme, der lå og solede sig. Men de løb deres vej, når de hørte vi kom, så det var bare med at lave støj, når vi gik der, så forsvandt de. Vi er aldrig blevet bidt af dem. Snoge var der mange af, men de er jo ikke giftige. Stålorme var der også, men det var meget sjældent vi så dem. Når Lyngen blomstrede kom Tykkarl også derud og vi plukkede lyng til ham som han også kørte til København med.

Når det blev vinter, så var der næsten altid en masse vand, der tit op over moserne. Min far havde slået en pæl i jorden ude i det lave terræn, og når det frøs til med is, så satte han en lang stang oven i pælen. Vi bandt kælken til ude i enden af den lange stang, der kunne side 3-4 stk. på kælken, og der gik så nogle stykker og skubbede på stangen inde ved pælen. Så blev der meget stærk fart på kælken. Det morede vi os meget med. Især når det var månelyst, så fik vi lov til at være længe ude. Så gik vores forældre sammen over en kop kaffe, det værste var når der kom meget sne, når vi skulle i skole, og det var streng frost. Jeg husker, når mor kaldte, at vi skulle op og i skole. Når vi kom ind i stuen var der en dejlig varme, og kedlen snurrede lystigt i kakkelovnen. Når vi skulle til at gå, tog mor vores træsko og kom gløder fra kakkelovnen i dem, og rullede dem frem og tilbage. Så var de dejlige varme at få på. Den gang var der ikke noget, der hed gummistøvler.

Det første stykke vej var der sjældent sne, fordi vejen var høj, men når vi kom op til bakken var der store driver,vi måtte vade igennem. Så blev de lange strømper godt våde inden vi nåede skolen. Jeg kan ikke huske, men jeg tror, at vi fik tørret strømperne på kakkelovnen, og så havde vi vores hjemmesko at ta' på. Hjemmeskoene var nogen mor syede til os. Det var flere lag tøj hun syede sammen på symaskine, og ferniserede sålen. Så var de stærke, og der var noget at slide på. Overlærredet syede hun som regel, somme tider strikkede hun det. De var dejligt varme

Når det var forår spillede vi vip. Det var et spil, hvor man brugte 2 mursten, som blev sat på kant ved siden af hinanden, og en kæp på en god meter, og en på ca. 30 cm eller lidt mere. Den korte lægges oven på murstenene, og den vippes ud med den lange kæp. Så skal den der er ude, prøve at slå den lange kæp af den der er lagt på murstenene. Det gik der meget tid med.

Når vi kom hen i april måned, kom storken som regel. Der var en storkerede oppe på en gård oppe ad bakken, og storkeparret kom hvert år. Det var altid spændende, hvornår den kom og begyndte at bygge reden op til dens mage kom. De kom altid ud på mosen og hentede deres føde. Det var jo frøer og insekter samt småfisk. Det så sjovt ud, når den gik på sine lange ben og løftede dem højt op når den flyttede dem. Det var altid noget vi glædede os til, når storken kom. Dem er der jo ikke ret mange af mere. Dem der boede derude, havde for det meste 3 eller 4 unger. Det var sjovt at se, når de kom ud i mosen og skulle lære at flyve.

Viben var også en kærkommen gæst, når den begyndte med sin kvidren. Sådan var der mange dejlige forårsbebudere at høre og se på. Lærken ikke at forglemme.

Når der kom græs i moserne og vejret blev godt - det var i første halvdel af maj - så kom der kreaturer på moserne. Mest kvier og plage. De skulle ud og gå der, og blive godt i stand i løbet af sommeren. Laurits Eliasen og Hans Rasmussen havde lejet to store moser af Bodal, hvor de så lejede kreaturer ind. Det var også noget af en festdag, når de kom med dem. Vi boede jo lige ved broen, og der var som regel en del vand, der larmede under broen. Så var der mange af dyrene, der ikke ville gå over broen. Vi børn vidste jo fra år til år, at det var vanskeligt at få dem over. Så blev vi bedt om at komme og jage på dem. Så fik vi altid en skilling for det. Det blev mange i løbet af dagen.
Folk kom langvejs fra. Ude fra Pedersborg kom der en kreaturvogn med et læs. Det var ude fra Julle. Det var en dame, der havde en gård derude. Det er den jord, der i dag er Sorøs Industrikorn (?). Der blev jo et vældigt liv ude i moserne. Det var lidt koldt de første nætter. De var lige kommet hjemme fra den varme stald, men de vænnede sig hurtigt til det, og var godt tilpas.

Det var et flot skue at se ud over moserne med hundredevis af dyr. Hestehandler Olsen, Stenlille, havde en mose på 12 tdr. land. Der var altid mange heste, som gik der. Der var i mange år hestemarked i Slagelse, og hver tirsdag og onsdag kom Olsens hestepasser med et kobbel heste. Der kunne godt være en halv snes stykker i sådant et kobbel. De løb to og to. Så var der bundet reb i halerne på dem. Når vi så kom til mandag formiddag ugen efter, kom han igen og hentede et nyt kobbel hjem. De skulle hjem og gøres klar til markedet om tirsdagen. Så red hestepasseren til Slagelse med et nyt kobbel. Den gang brugte man ikke biler at transportere dem i. Onsdag kom han igen på mosen med et nyt kobbel. Sådan gik det sommeren igennem.

Der var også en gård i Assentorp, der havde mose på 12 tdr. land, der var nabo til Olsen. Gården hed Oldebjerggård, og ejeren i mange år var Lars Petersen.
Den næste, også på 12 tdr. land, var Stenmagle kommunes. Den blev kaldt for Sognemosen. Den blev lejet ud til beboerne. Min far og Lars Peder havde lejet den nogle år. Der blev en masse dejligt hø, og bagefter masser af godt græs til køerne. Vi børn skiftedes til at vogte køerne derude. Vi havde en madpakke og saftevand med, så fandt vi en lun plads at sidde og spise ved, og vi kunne holde øje med køerne, at de ikke gik ind på naboens; vi havde mange dejlige timer derude.

Efter Sognemosen kom Treenigheden. Det var tre gårdmænd i Stenmagle, der havde købt den i kompagni, og skar tørv derude. Det var Holmsgaard, Toftegaard og vistnok Dyssegaarden. Det var der ude at Kongemosen lå. Det var alle moser, der gik ud til Halleby å. På den modsatte side gik moserne ud til Sandlyng å. Jeg tror ikke, der var nogen af dem, der var i privat eje. Jeg mener at de hørte til Bodal, pånær nogle stykker, der lå midt i mosen. Sandlyng å løb derude sammen med Halleby å, som vi i daglig tale kaldte den store å, Sandlyng å kaldte vi den lille å.

Imellem den lille og den stor å ligger så det beboede område med de fem huse, og det store tilgroede område med birketræer og vidjestubbe og lyng ikke at forglemme, og forskellige andre træer. Der var et stort stykke lyng, vel ca. 1 td. land. Det var meget skønt at se, når den blomstrede. Der groede en masse tyttebær derinde, som vi plukkede, og mor syltede dem. Det var dejligt blandt andet til pandekager og andet godt. De områder med lyng og træer er gamle tørvegrave, der er groet op igennem årene. Da husene er blevet bygget, har det sikkert været åbne enge, hvor de har skåret tørv til vinterbrug. Desværre findes der ingen billeder fra den tid.

Vejen hvor de 5 huse lå, gik igennem dette eldorado, og længere fremme kom vi ud til moserne, som jeg har fortalt om. Før vi kom ud i moserne, var der en lavning med småsten og grus, der kaldtes for Stenåsen. Den ligesom delte mosen i to dele. Når det havde regnet lidt, løb der vand over vejen der. Det var som om der var en hård bund der.

Når vi kom forbi det første hus af dem på venstre side af vejen, drejede der en vej til venstre. Den hed Sandvejen. Et stykke ude lå der nogle små moser. Jeg husker ikke hvor mange, måske tre fire stykker. Der var en fra Undløse, der var ejer af 1 eller 2 af dem. Han samlede æg. De sad altid på en stor ægkasse, når de kom kørende, og så havde han jernhånd på den ene arm. Jeg tror han hed Poulsen. Der var også et stykke, der var gamle tørvegrave, som var groet op igen. De hed Klatgravene. Det blev fortalt, at manden der havde ejet det, kunne så godt lide klatkager. Så er vi nået til hovedgrøften og Sandlyng å, og jeg har tildels fået kortlagt Stenmagle mose, som jeg kendte den.

Det var skønt at være der, også når mosekonen bryggede. Der lagde sig en hvid tåge hen over engene. Så blev det næsten altid varmt og godt vejr dagen efter. Der var en fugl vi kaldte Hosgnaderen. Den slog sine triller sammen med en masse andre fugle, og nattergalen slog sine skønne triller. En koncert vi hørte hver aften. Det var en fryd for øret, også for øjet. Der var en dejlig fred over moserne, når det blev aften, og solen sendte sine sidste stråler over det smukke landskab. Når solen igen stod op gentog det samme panorama sig. Frøernes kvækken var der i tusindvis af. Der kom også mange mennesker, der ud om aftenen, og om søndagen, for at nyde den dejlige natur.

Der var to mænd, der havde lejet enge af Bodal. Den ene hed Laurits Eliasen. Han havde en gård i Assentorp, Enghavegård, Assentorpvej nr. 103. Han kom cyklende med sin spadserestok. Han var ude at se til dyrene han havde lejet ind. Det var Claus Eliassen, Assentorpvej 42, det var Claus’ farfar. Den anden hed Hans Rasmussen, der havde Sønderbjerggård. Han var også en hyppig gæst på mosen.

Mosen var et fredfyldt sted. Om natten låste man ikke dørene. Jeg husker engang, vi var gået i seng, en lys sommeraften, da vores nabo Lars Peter kom og skulle snakke med far om tørveskæring dagen efter. Han sagde ude i gården: »Er I gået i seng?«, far svarede: »ja, det er vi, men kom indenfor Lars«, og det gjorde han, og de snakkede sammen, og da de var færdige, sagde Lars Peter godnat og sov godt. Far sagde også godnat, og du kan jo ta’ døren af, når du går. Og det gjorde han. Om morgenen stod gangdøren ude i gården! Sådan havde de så meget sjov sammen. En gang på mosen, da de skar tørv, og de havde drukket eftermiddagskaffe. Far var ved at vande hestene, og Lars Peder stod og lavede noget ved motoren. Det var meget varmt. Far siger til Lars Peder. »Må jeg gi’ dig den spand vand i hovedet? »Ja det ka du godt« og far gjorde det, og Lars Peter løb efter ham med skruenøglen i hånden. Far sprang ud i tørvegraven i vandet og Lars Peter bag efter ham, så de blev godt våde begge to. Det var jo i kådhed de gjorde det, og dem der hjalp dem med at skære tørv fik sig et billigt grin. Lars og far blev afkølet, men de havde jo kun bukser og skjorte på, så de blev hurtigt tørre igen. De lavede meget sjov sammen. Når Lars Peters ikke var hjemme satte de altid askespanden for døren. Så var vi klar over at de ikke var hjemme. Den gang var der jo noget, der hed askespand. Når man tog aske ud af kakkelovn og komfur var der jo gløder i, så skulle der jo passes på, at de ikke fløj omkring og satte ild på tag eller græs.
Nogen vil måske synes, at det var langt ude at bo. Men det var ikke noget problem. Der kom brødmand to gange om ugen. Det var brødfabrikken i Stenlille, der havde to vogne, der kørte ud med brød til alle, der boede uden for Stenlille. Det var to brødre, Johannes og Lars Peder. De var sønner af træskomanden i Stenmagle. Brødfabrikken lå der, hvor nu Vagn Guldborgs Ejendomsfirma har til huse. Slagter kom der også derud. Det var i flere år Sofus Pedersen. Han boede ned ved Stenlille i den ejendom ved siden af Bo og Jenny Madsen på Assentorpvej. Han rejste senere til Undløse og købte en slagterforretning der, men kom stadig ud på Mosen. Da Sofus holdt op med at køre derud, kom Viggo Heinriksen fra Nyrup derud. Kolonialvarer skulle vi til Assentorp eller Stenlille at hente. Det var med hestevogn. Jeg husker perioder, hvor far og min farbror Johannes arbejdede på Sandstensfabrikken i Stenlille, der hvor Janus Fabrik er. Når jeg kom fra skole, så kørte jeg til Stenlille med hest og vogn, og bestillingsseddel fra mor og tante Marie. Ned til købmand Jørgensen, i dag Købmandsgården. Når jeg kom derned og kørte ind i laden, kom der en staldkarl og spændte hesten fra.



Hesten blev sat på stald, fik noget at æde, og jeg kom ind i forretningen med mine sedler, og så kom købmand Jørgensen med 2 store slikpinde med chokolade udenpå og sukkerkugler i forskellige farver. Så fik jeg en stol at sidde på. Jeg glædede mig altid til disse slikpinde. Det var vi jo ikke forvænt med. Når det så blev fyraften, kom far og farbror ind og betalte varerne og fik læsset på vognen. Det blev et stort læs. Der var også foderstoffer til køerne, og malet skråsæd til heste og svin. Når vores hest, den gamle grå, skulle ha’ nye sko, så fik jeg køreturen til smed Christiansen, der dengang boede på Assentorpvej 77 i Stenlille. I dag er det vognmand Julius Nielsen, der bor der. Smed Christiansen byggede inde på Assentorpvej nr. 20A, der hvor der i dag er cykelforretning.

Jeg husker vi fik radio - et krystalapparat med 2 hovedtelefoner. Så skulle der være meget stille i stuen, når far skulle høre radioavis. Det var en søndag formiddag vi fik apparatet. Det var post Peder Jørgensens søn, der satte det op. Det var vi børn meget spændt på. Han kravlede op i et højt træ og satte en lang stang op, og der gik en lang ledning fra stangen op til vinduet og ind til radioen. Vi var de første på mosen, der fik radio, så der kom naboer de næste dage for at høre og se vidunderet. Jo det var alletiders. Dersom man lagde hovedtelefonerne i en glasskål, så virkede de som højttalere, ganske svag.

Vi børn var også skovmænd om vinteren. I det store tilgroede område fældede vi træer og buske, som vi slæbte hjem og savede ud og flækkede i passende stykker til kakkelovn og komfur. De tynde grene huggede vi ud til risbrænde. Det var godt at tænde op med. Og det var sjovt at få lavet en stor bunke. Så blev vi rost af mor og far.

Mine søstre kom ud at tjene. Når de kom hjem om søndagen pudsede jeg deres nye cykler, og fik en 25 øre for det. Og jeg lærte at cykle ved at løbe frem og tilbage med dem, og stå op på dem. Jeg havde en stor herrecykel ,som jeg havde fået af min morbror. Han var rejst til USA. Jeg kan huske, at jeg var nede på Stenlille station og hente den. Jeg måtte jo trække den hjem, da jeg ikke havde lært at cykle, men jeg var meget stolt af den, og fik snart lært at køre på den, så jeg også kunne cykle i skole. Det var jo en stor lettelse frem for at gå. Jeg kan huske om vinteren i de lange aftener, så kom naboerne og spillede kort. De fik kaffe. Konerne strikkede strømper. Den gang brugte man jo hjemmestrikkede strømper, og børnene legede inde i en anden stue. Det kunne også ske at naboerne kom uden invitation; så fik de et stykke ostemad og et stykke sukkermad til kaffen. Det var altid hyggeligt, når der kom nogen. Når vi var alene, læste vi lektier og bøger vi havde lånt i skolen.

Da jeg skrev om at køre til købmand og til smedie, er jeg kommet i tanke om, at far var indlagt på Rigshospitalet. Jeg tror det var 14 dage. Han skulle opereres i det ene øje. Der havde være licitation over kørsel af grus på vejen, der går igennem Assentorp til Stenlille, og den skulle køres på det tidspunkt da far var indlagt.

Der var ikke andet at gøre. Jeg og Lars, vi havde købt ejendommen af. Han boede hos os. Vi skulle hjælpes ad med at få kørt den grus. Vi havde 2 brune russerheste. Et par dejlige heste. Vi lavede vognen til og kørte ud i grusgraven. Den ligger, når vi kører til Stenlille, på højre hånd. Ejeren dengang hed Chr. Hansen. Vi kom ud i graven. Der var en til, der skulle køre. Det var Anton Kristensen, der hjalp far med at skære tør. Lars og jeg fik læsset med vores skovle. Dengang var der ingen maskiner til at læsse. Jeg var ikke stolt af at skulle køre hestene, for det var jo et tungt læs. Så skal hestene trække på en gang. Jeg sagde til Lars, om ikke han ville køre, men det ville han ikke, så spurgte jeg Anton, men han sagde også nej. Jeg skulle vænne mig til det, for vi skulle køre mange læs. Så der var ikke andet at gøre end at jeg tog tømmerne og holdt lige stramt på dem begge to, og sagde, som man siger, når heste skal begynde at trække (jeg ved ikke hvordan man staver til de lyde), men hestene var flinke og trak på en gang, så vi kom op af pladderhullet, og stolt var jeg. Lars og jeg kravlede op på vognen, og kørte der ud, hvor vi skulle læsse af. Vi var heldige at vejmanden var der, og viste os, hvor det skulle lige. Det skulle ligge i flere små bunker, og vi fik læsset af, og kørte ud i grusgraven igen. Her gav vi hestene muleposerne på og vi spiste vores frokost. Den var meget kærkommen, og vi fortsatte til vi var færdige med at køre det, der var bestemt. Det varede i flere dage, og glade var vi. Det var mor og far også.

Jeg hjalp også en tækkemand. Jeg kom op på Birkegården at tjene, da jeg var konfirmeret. Det var hos Hans Larsen og hans to døtre Dorthea og Amalie. Vi lavede langhalm af rugen om vinteren. Det foregik på den måde. En stor trommel der var sat sammen af trærafter og der var sat jerntænder i med bestemte mellemrum. Den blev trukket af en elmotor, så den løb stærkt rundt. Vi var to mand der stod og holdt rugnegene på, så blev kernerne slået af og strået blev renset for trevler, så der blev et rent bundt tilbage. Det blev bundet sammen i store neg, der blev lagt på loftet til de skulle bruges til at tække med. Den gang var den rug man såede meget længere i strået end den, der bliver brugt nu i 1990. Når det så blev godt vejr, når vi var færdig med at luge roer, skulle vi tække den længe, der trængte mest til at få et nyt tag. Der blev sendt bud til tækkemanden. En vogn blev sendt hen til ham efter en lang træstamme, nok en 6-7 meter, et læstræ og reb og ståltråd. Han kom selv cyklende med kniv og nål.

Det gamle tag blev som regel revet af. Så begyndte vi at lægge det nye på. Træstammen blev bundet op ved tagskægget. Den sad tækkemanden på og langede langhalmen, og jeg var inde på loftet. Han havde krumnål med et hul i hvor tækketråden gik igennem. Han stak nålen igennem halmen, og jeg stak den tilbage til ham, og sådan fortsatte vi til der var lagt det første lag på. Så blev træstammen trukket op, og næste lag blev lagt på og det fortsatte til vi nåede rygning, når vi havde tækket en side på en længe, skulle vi mynde. Det vil sige at oppe, hvor tækkehalmen sluttede, blev der lagt som regel havrehalm, så ikke vandet kunne gå ned, og der blev lagt kragetræer, der red på rygningen, så de holdt på halmen at den ikke blæste ned. Det var flot at se et nytækket stykke, og det var jo et billigt tag. Der var jo kun daglønnen til tækkemanden. De få, der har stråtag, bruger ikke ret meget rughalm. Det er vistnok rør, der bliver brugt i det store hele. Brandforsikringen er jo meget dyrere end med fast tag, så det er jo ikke ret meget, vi ser til den slags tag. Når vi var færdige med at rive langhalm, lå rugkærnerne på gulvet sammen med avnerne. Så skulle det renses. Det blev det på en maskine, der blev trukket med håndkraft. Jeg nævnte ordet læstræ i det foregående i forbindelse med tækningen. Et læstræ brugte man når der blev kørt hø ind. Det blev lagt oven på læsset. Der var et reb bundet i haverne. Det var fjellerne, der hed haverne, når det var de lange, der blev brugt til at høste med. Rebet blev bundet om læstræet, bag i vognen var der også reb, der blev bundet op om læstræet, og strammet til, så høet var bundet fast til vognen. Det blev brugt meget, når der skulle køres fra moserne og til Assentorp og Stenmagle. Det var et sidespring fra Stenmagle mose, og der, der er en forbindelse med mosen, det med læstræet har jeg skrevet om, dersom der er yngre mennesker, der læser det. Os der har en del år på bagen og selv har oplevet det, er jo klar over, hvordan det foregik.

Når man kom ud på Stenmagle mose over broen og hovedgrøften, der skiller Assentorp og Stenmagle mose, der lå mine forældres ejendom. Når man drejer ned til højre langs med hovedgrøften, lå der en mose på 2 tdr. land. Den hørte til en ejendom oppe ved Birkealle, som det senere kom til at hedde. Så drejede vejen til venstre, på højre hånd var der en mose, der blev kaldt for Møllemosen, der stod nemlig en vindmølle og pumpede vandet ud i hovedgrøften. Bag Møllemosen lå der en mose 6-7 tdr. land. Ejeren hed Aagaard Jacobsen og boede ved siden af Birkegården. Efter den var der 3 småmoser. Jeg tror de var på 2 tdr. land og ejerne boede i Østrup. Den næste var på 4 tdr. land og tilhørte ejendommen ved Birkealle. Den næste var på 7 tdr. land. Det var mine forældres. Så var der en på 12 tdr. land, den hørte til et sted ude bag Assentorp by, ude ved Sønderbjerg. Den næste var også på 12 tdr. land og tilhørte Anton Kristensen, der boede ude på Harpeloden; det er bakken, vi kører op ad, inden vi når Stenlille. Til sidst er vi nået ud til slagter Olsen Hestehandlers mose.
Så har vi et stort stykke, mange tdr. land med birketræer og vidjestubbe, store buske og lyng, et eldorado for vildt og sangfugle, en fryd at høre på morgen og aften.

Jeg ved det ikke, men jeg synes, vi havde varmere og længere somre dengang, men det er måske bare en ide. Vi løb barbenede hele sommeren. Vi begyndte gerne i april til langt hen på efteråret, og det var klar-barbenet, som vi sagde, uden fodtøj. Der var sommetider strengt tordenvejr, især om natten, og så stod mor og far altid op, mor lavede kaffe, som vi kunne lugte inde på vores værelse. Jeg husker engang, hvor det var meget strengt vejr, jeg vågnede og hørte torden, og så, der var lys igennem dørsprækken, og jeg hørte en sydende lyd, som når mor stegte flæsk på stegepanden, og det kunne jeg ikke forstå. Det var jo bælgmørkt, men så viste det sig, at det var en voldsom regn, der skyllede ned og frembragte den lyd. Når tordenen var trukket lidt over, kom Lars Peter gerne hen til os, og han og far så sig omkring, om der var noget lysskær af brande efter lynnedslag, og så kom de ind og fik en kop kaffe og en sludder. Der var et godt sammenhold på Mosen.

Jeg vil nu fortælle om min far, og noget om, hvad han bestilte i løbet af året.

Min far, Niels Marius Nielsen, er født d. 3-9-1888 på Stenmagle Mose, som søn af Marie og Peter Nielsen. Far kom ud at tjene, da han var 8 år. Hans første plads var i Stenmagle Engkrog. Jeg husker ikke hvad manden hed, men det er den gård, der i mange år tilhørte Niels Furbo, hans søn Poul Furbo, der nu er død, og nu er det enken Ellen, der bor på Engkrogen 5. Far gik i skole i Stenmagle hos lærer Askegaard. Hvor længe far tjente der, er jeg ikke klar over. Han er muligvis rejst derfra, og kommet tilbage som voksen, hvor han traf mor, der tjente der. Mor og far blev gift den 16. december 1910. De bosatte sig på Stenmagle Mose, som jeg har skrevet om et andet sted.

Min fars arbejdsdage året rundt, var noget nær som følger: Lad os begynde ved årets begyndelse – januar at regne, at køre kævler, det er meget store træer, der køres til Savværket, hvor de bliver skåret ud til brædder. Savværket de kørte til, lå på den anden side af Stenmagle Mejeri, når man kører fra Stenmagle. Ejeren af savværket hed Gyde Schmidt, hans kone inviterede dem, der kom med kævler, ind på varm kaffe og ostemad. Det var meget kærkomment efter den lange kolde køretur. Jeg har et andet sted skrevet om transporten af kævlerne. Når der ikke var flere kævler at køre, var far ude på markerne for at brække store sten op. Stenene blev kørt til stenpladser, som kommunen havde flere steder i Stenmagle kommune. Der blev stenene senere slået til skærver, som blev brugt til at lægge på vejene i Stenmagle kommune. Det har jeg også skrevet om tidligere.

Når de var færdige med at slå sten, var det gerne blevet forår, og far skulle behandle jorden, så den var tjenlig til såning, og der skulle lægges kartofler, og senere sættes roer. Når vi lagde kartofler, foregik det på den måde, at far pløjede nogle furer, og vi børn gik med hver en spand med kartofler i, og lagde dem med bestemte mellemrum. Jeg tror nok, at det var i hver tredje fure, vi lagde kartofler i. Oppe på bakken, hvor vi havde 2 tdr. land, lagde vi også et stykke kartofler. Det var meget fine kartofler, der blev på sandjorden. Rug havde far sået om efteråret. Når vandet var sunket på tørvemosen, og engene var til at køre på, begyndte de af skære tørv. Det var altid spændende, når de skulle begynde på det. Der var mange ting, der skulle være i orden. Det var som regel, det samme mandskab, der var med år efter år. Om søndagen kan jeg huske, at far spækkede og kalkede, jeg var også med at kalke huset. Det var også nogen gange om søndagen, at far og Lars Peter trak fiskegarn i den store å. Lars Peter havde hæklet et fiskenet, der kunne nå over åen. De gik på hver sin side af åen, og trak nettet imellem sig, og vi unger kom bagefter med to sække til at komme fangsten i. Det var mest aborrer, og jeg tror det var skrubber og geder. Det kunne også ske, at der var ål i, men det var ikke mange. Men der blev da altid til nogle måltider mad til begge familier. Søndagen kunne også gå med at slå græs, der skulle blive til hø. Det var ude i de gamle tørvegrave, der var vokset op igen, så det skulle slåes med letøj. Det var jeg også med til. Jeg fik mit eget letøj, da jeg var omkring 10 år. Det var jeg meget stolt af. Det var en besværlig høst, for det skulle bæres i land og sættes i stak på den faste jord. Når vi nåede høst, og sæden skulle høstes, når der ikke var til at køre med slåmaskine, brugte far et mejejern (?). Det var som et letøj, der sad nogle trægrene på. Det samlede stråene, så de var nemme at samle sammen og lave et neg af. Så tog man nogle strå og lavede ligesom en knude på, og bandt det, så var det samlet sammen til et neg, som vi børn bar sammen i bunker, og far stillede det op i hove. Der stod det og blev tørt. Man kan endnu se enkelte steder, at der er opstillede hove, men det er meget få steder. Nu er det jo mejetærskerne, der klarer det hele. På den jord, der var til at køre på, kørte far med en aflægger. Den var som en slåmaskine. Der var sat et apparat på, med grene på. Når der var samlet så meget sæd, at der var til et neg, kunne man ved at træde på en pedal få neget lagt af i pæne bunker, som var nemme at tage op og binde.

Når høsten og tørveskæringen var forbi, så kom den tid, hvor der skulle tages sukkerroer op på Bodal og Nidløsegården. Det har jeg også fortalt om et andet sted. To gange om året skulle Åen og Hovedgrøften renses. Det skulle lodsejerne sørge for. Der kom besked fra myndighederne, at den bestemte dato skulle de være renset. Så kom der syn på dem, hvor de skulle se, om de var renset ordentlig. Rensningen skete på den måde, at far slog græskanterne med letøjet, og nede i bunden af Aaen voksede der græs og vandplanter, som far gik ned i Aaen og slog med letøjet. Vi rev det op med rive. Sommetider var der noget, der skulle skovles op.

Jeg husker også da roerne skulle renses. Første gang red jeg hesten, der trak roerenseren. Det kunne være vanskeligt at se rækkerne, fordi der var kommet en del småt ukrudt op sammen med roerne. Jeg skulle styre hesten, så den gik lige imellem rækkerne, og det kunne godt være svært.

I perioder, når der ikke var andet at bestille, var far og farbror Johannes på Sandstensfabrikken i Stenlille. Der lavede man mursten af sand og cement. Når stenene var tørre, læssede far og flere andre stenene på jernbanevogne, der blev kørt hen på Stenlille station. De blev sendt til byggepladserne forskellige steder i landet. Omkring Stenlille blev der bygget mange huse af sandsten, i de år fabrikken kørte. Jeg er ikke klar over, om de var lidt billigere end stenene af ler. Manden der kørte jernbanevognene frem og tilbage fra stationen og til fabrikken hed Karl. Han blev kaldt for Langekarl. Han var meget høj, og der var en anden, der hed Karl. Forvalteren hed Knudsen. Jeg kan ikke huske, hvad direktøren hed, det var ikke et almindeligt navn.
Jeg kan huske at far kom hjem og fortalte, at der var en mand, der var slået ihjel dernede. Han var inde i maskinen for at smøre den, da den blev sat i gang ved en fejltagelse. Han hed Henrik og havde næsten været vores nabo. Jeg ved ikke, hvor mange der arbejdede på Sandstensfabrikken, måske et halvt hundrede mand. Den kørte ikke om vinteren. Nu er den lavet om til Janus Gummifabrik. Når høsten var forbi, roer og kartofler var taget op, så blev der jo tærsket med damp, som det blev kaldt dengang, men det har jeg også skrevet om et andet sted.
Med nogle års mellemrum blev gadekærrene i Assentorp og Stenmagle renset. Det foregik på tidspunkter, hvor der ikke var så meget vand i dem. Det skulle jo skovles op med skuffer og skovle. Den gang var der ikke noget med slamsuger, de havde en pumpe, når der var for meget vand, pladret kørte de væk på kassevogne.