Petroleumslygter og telefonmaster i Stenlille by
Fotograf Chr. Hansen, Vedde, har lavet dette postkort. Vi ser mod nord ad hovedgaden i Stenlille. Billedet er vel omkring 100 år. Sporene er fra Høng-Tølløsebanen, som åbnede d. 22. december 1901. Til venstre ses H. C. Rolsteds snedkeri, hvorfra der solgtes ligkister.
Til højre i billedet ligger Egemars Herreekvipering. Her kom langt senere Danske Banks bygning – nu overtaget af Røde Kors Genbrugsbutik. Bemærk gadelygten ved Egemars butik. Man havde petroleumslygter. Telefonforbindelserne lå dengang ikke i jorden, men gik via tråde i høje master gennem by og over land.
På den tids huse ses ofte såkaldte kejsere af træ, små spir sat op på gavlspidser og kvistetoppe.
Niels G. Sørensen, Lokalhistorisk Arkiv, Stenlille