DSB-ansatte
Da Vedde var endestation for Sorø-Vedde Banen, var der en del DSB-ansatte, der tog bolig i byen. Stationsforstanderen boede på stationen og havde her en stor have. Til andre ansatte var der mindre haver – en slags kolonihaver – syd for jernbanesporene mod Stenlille.
På hovedgaden boede pakmester Frederik Nyborg-Christensen i ”Fælles eje”. Pakmesteren var gårdmandssøn fra Ollerup ved Slagelse, lærte landbrug og søgte i 1897 til DSB, hvor han begyndte som portør på Slagelse Station. Han var energisk og pålidelig og avancerede til pakmester. Flyttede først til København, så til Vedde, fordi han kørte som pakmester på Vedde-banen.
I begyndelsen af 1920´erne kom han til skade med det ene ben, da han fungerede som togfører på Korsør-København-banen. Han blev så pensioneret. I Vedde kunne han nu bruge tiden i lokalsamfundet. Han var med i forsamlingshus, bibliotek, ægsalgskreds, kloakselskab, lytterforening m.v. Nær ved 90 år kom han til skade med det andet ben og fik sat det ene ben af, men lærte sig at gå med protese. Han døde i 1963. Til det sidste var han klar og åndsfrisk, spillede kort og løste svære kryds og tværs-opgaver.
Depotarbejder Niels Petersen havde huset ”Landlyst”. Petersen blev kaldt "pudseren", fordi han pudsede og passede lokomotivet i remisen. Han var sognerådsmedlem (R).
Baneformand Andersens hus lå på Vinkelvej ved siden af familien Valdemar Eberhardts lille landejendom "Jenle". Andersen blev som pensionist kendt for, at han kørte cykeltur med sin hustru, som var placeret på en almindelig spisestuestol på en lille ladvogn, der blev trukket af cyklen.
Togfører Christensens hus lå som nabohus til sadelmager Christiansens hus, som var den første ejendom efter Far-i-mag øst for sogneskellet til Tjørntved ejerlav i Stenlille Sogn.
Christensen og hans kone Sofie var et meget elskværdigt ægtepar. Christensen var kendt for at være dygtig til at flette kurvemøbler og andre genstande ved husflidsarbejdet i Vedde Forsamlingshus.
Baneformand Andersen og hustru