Efter reformationen

Efter reformationen i 1536 sker flere administrative ændringer som følge af nedlægningen af klostrene. I 1565 oprettes således en selvstændig skattekreds, kaldet Sorø birk. I 1568 blev bl.a. Stenmagle og Nyrup overført til denne skattekreds. Assentorp nævnes ikke, men den er nok også fulgt med.

1600-tallet har ikke givet sig vældige udslag i Stenmagle, men en lille episode fortæller, at der nok ikke var ret trygt. I 1874 fandt en tjenestekarl på Søren Pedersens mark Ovstrup 271  småmønter, der lå under en stor sten, på et sted, hvor der oprindeligt havde været skov. Efter årstallene er de anbragt der i 1676 under den skånske krig. Den ældste af mønterne er fra 1607 og de yngste fra 1676. Skønt der blev slået særlig mange to-skilling i 1677 fandtes de ikke.

100 år tidligere gentog det sig, man gemte sine værdier i jorden. En Peder Larsen pløjede i 1849 en lille pengesum på 26 firskillinger op, som nok er gemt væk under Grevens Fejde, idet de bar årstallene 1532 og 1535 (begge oplysninger fra årb. f. hist. samf. f. Sorø amt bd. 16-20).

1600-tallet er en trist periode at læse om, hvis man prøver at sætte sig ind i bøndernes forhold. Fra begyndelsen til slutningen af perioden sker der en jævn stramning om grebet af bønderne. De måtte ikke tage bopæl uden for godset (Sorø akademi), og forsøgte de dette, kunne de ad lovens vej kræves hjem (deles til stavns). Dog kunne et sådant spørgsmål klares med penge.

Niels Jensen, der var født i Stenmagle, betalte således i 1618/19 32 Rdl. for at få tilladelse til at flytte uden for akademiets område. Der gjaldt en særlig regel for Sorø akademi, idet bønder kunne kaldes hjem til akademiet, mens andre godser ikke kunne stille samme krav over for akademiet. Således ser det ud til at Søren Møller i Stenmagle oprindelig er hentet fra Antvorskov Slotsgods i 1615/16.

Ved overtagelsen af en gård betalte bonden en indfæstningssum, kaldet stedsmål. Denne sum kunne være af meget forskellig størelse og afpassedes efter bondens evner og gårdens tilstand og størrelse. Ved århundredets begyndelse var den sædvanlig 5-20 Rdl. for en gård og 2-4 Rdl. for et hus, men man ser også eksempler på, at der blev bortfæstet gårde gratis, når den var øde eller bortrømt. Blot 30 år senere er stedsmålet imidlertid steget til over 60 Rdl. Der blev dog i en del tilfælde givet lempelser ved højt stedsmål. Således betalte Hans Møller i Stenmagle Vejrmølle 48 Rdl. for en ødegård, som præsten (hr. Søren) fradøde og hvis huse “var afbrudte”, men opnåede til gengæld fritagelse for ægt (kørsel for akademiet) og arbejde (hoveri). I 1630/31 kommer der en ny møller til Stenmagle, som må betale 67,5 Rdl. - dog møllen iberegnet.

Når en bonde blev anbragt på en gård, kunne han ikke forlade den uden særlig aftale. Der blev så udfærdiget et “kvittebrev”, som ofte måtte betales dyrere end stedsmålet. At blive tvangsanbragt på en ødegård har nok været meget afskrækkende. Der er mange eksempler på rømning eller at en fader havde frikøbt en søn.

Bønderne i Stenmagle gjorde hoveri på Ladegården til Sorø kloster, ligesom bønderne fra mange andre landsbyer ialt 139 gårde. De skulle altså til hoveri møde på Ladegården til fods (gangdage) eller med hest og redskaber (spanddage), når det krævedes. Det oplyses at Ladegården blev bygget i 1646. Hvor de har gjort hoveri før den tid vides ikke, men nok på Sorø Lille Ladegård. Store Ladegård blev genoprettet ved at nedlægge 9 gårde og 9 huse i Slaglille sogn (J.A.S. skriver i 1643, men måske går der 3 år med byggeriet).

Gennem læsningen får man et deprimerende indtryk af landsbyernes forfald. Ordet ødegård er åbenbart noget, der findes i alle landsbyer. En ødegård, var en gård, som var forladt af den tidligere fæster, eller fæsteren var død. Var der en ung mand i byen, blev han ofte tvunget til at overtage de sørgelige rester. Ikke alene skulle han overtage gården, men han blev tvunget til at bygge den op igen, og ofte samtidig med at han gjorde hoveri, og samtidig med, at han betalte en rundelig sum som indskud. Ved ødegårde var der dog ofte undtagelser med at betale indskud.

Sorø-bogen bind I side 169 giver et eksempel på forholdene.

Hvis en bonde har vanskeligt ved at klare sin gård, kunne Klostret finde på at bortfæste den ene halvdel til en anden, heraf begrebet “halvgård”.

Når en bonde overtog en gård blev der udstedt et fæstebrev på gården. Brevet må være blevet læst op for bonden, da ingen bønder kunne læse på denne tid. Fra 1648 er er bevaret et fæstebrev på en ødegård i Stenmagle (bd. I side 171). Det skulle underskrives af bonden, ofte kun med et bomærke, og lyder således:

“Anno 1648 den 22. Januar har jeg underskrevne med og i min velbaarne Husbond, ærlig og velbaarne Mand Henrich Ramel til Bachschou og Overhofmester for det kongelige og adelige Academie Sorø  hans Nærværelse, Vilje og Minde stedet og fæstet Anders Nielsen i Stenmagle den Ødegaards Jord der i Byen, som Niels Clausen tilforn har paaboet, han have fri for Landgilde og al Tynge, undtagen Ladegaardsavlingen, som han skal straks antage og bruge, saa vidt til den Gaard (?) plejer at bruges. Der imod skal Anders Nielsen opbygge Gaarden med god Landsbybygning, saa den kan staa en otte Mænds Syn ud, efter Tingsvidnes Formelding, som derpaa inden Tinge er gaaet, og da naar fornævnte 2 Aar er forbigaaet skal Anders Nielsen gøre og vie til Stedet den sædvanlige Landgilde som af skrevne Gaard givet og af Arildstid gaaet er, fornævnte Gaard saa lovligst opbygge, som han agter at forsvare. Til Vitterlighed under min egen Haand. Actum Sorø ut supra.

Niels Pedersen

(egen Haand).”

Ud over stedsmålet betalte bonden landgilde, der normalt blev betalt i naturalier. F.eks. 2 pund rug (40 skæpper), 2 pund byg (48 skæpper), 3 td. landgilehavre, 3 td. gæsteri-havre, 1 lam, 1 gås, 4 høns og 9 skilling. Det er typisk for tiden, at de i århundrets begyndelse er betalt efter aftalt, men jo længere vi kommer hen i århundredet, jo mere forarmede bliver bønderne og der bliver jævnligt tale om nedsættelser af landgilden. Årsagerne var mange, bl.a. misvækst, haglnedslag af kornet, soldaters gennemmarch, tørke, pest og andet.