Lærer Anton Nielsen i Munke Bjergby

I sognet har vi endnu en stor mindesten – opstillet i 1949 – i Munke Bjergby udenfor den tidligere børnehave ”Munkebakken”, som var indrettet i den gamle skole vest for kirkegården.

Denne sten skal minde os om Anton Nielsen, der var lærer i Munke Bjergby Skole i årene 1858 til 1868. Han holdt aftenhøjskole, hvor møller Peter Jensen, Vedde, som omtalt var en af eleverne.

Anton Nielsen kom til Fyn og blev forstander på Ollerup Højskole, hvor der også er rejst en mindesten for ham.

På stenen i kirkebyen og den gamle ”sognehovedstad” Munke Bjergby er indskrevet:

 

FORFATTEREN LÆREREN HØJSKOLEMANDEN

ANTON NIELSEN

FØDT 5.5.1827 DØD 6.3.1897

LÆRER VED MUNKE BJÆRGBY SKOLE

1858-1868

AT KVIDRE SOM SPURV VED BONDENS TAG

AT SPREDE LIDT LYS I HANS TUNGE DAG

AT LETTE HANS BYRDER SOM TRYKKE

DET BLEV MIN LOD OG MIN LYKKE

 

 

 

 

 

 

Anton Nielsen er kendt som forfatter. Han har skrevet ”Til pinse, når skoven bli´r rigtig grøn” – i sangbøger er forfatteren til denne sang anonym. Men når teksten læses, kan man da godt tro på, at han har skrevet teksten. Han var i 1852 huslærer hos pastor Bache, Jyderup og hans ven Jens Larsen ville have ham med til fest i præstens skov ved Skarridsø 2. pinsedag, hvor der var dans. Men han turde ikke for præsten. Så skrev han visen.

 

Anton Nielsen benævnes af litteraterne som tilhørende skolelærerlitteraturen. Han skrev om de sjællandske bønder og deres liv i 1800-tallet.

Anton Nielsen fødtes ved Fuglebjerg 5.5.1827 som søn af en skolelærer. 1848 blev han lærer fra Jonstrup Seminarium og kom til Munke Bjergby Skole efter et par andre embeder i 1858. Han var lærer og kirkesanger her i sognet. Han havde ca. 7 tønder land jord til lærerboligen. Da han i 1868 rejste til Fyn, var der ikke et øje tørt hos de 50 børn i laveste klasse.

Han kom til Mads Hansens folkehøjskole i Vester Skjerninge, hvor han blev leder i 16 år. Skolen var da flyttet til Ollerup med andre ejere. Anton Nielsen drog til København. Han kom imidlertid snart tilbage og købte en lille gård, hvor han døde den 6.3.1897.

Som forfatter var han realist og skildrede bondens daglige liv og tankesæt med foto-

grafisk nøjagtighed. Han har en meget stor produktion.

Mens Anton Nielsen var lærer i Munke Bjergby, skrev han i årene 1861-1863 en række fortællinger om bøndernes liv:  "Fra Landet". En udgave kom i 1902 på Gyldendal. Personerne bor på Sorøegnen og i "En Kjærestehistorie" beskrives, hvordan der er humlehaver ved mange huse og gårde i landsbyen, hvis navn ikke nævnes. Der kan være tale om både Tystrup, som havde stor produktion af humle og om Munke Bjergby, hvor man også i perioder havde en temmelig stor humleproduktion.

Beboere i Munke Bjergby har fortalt, at der i sidste halvdel af 1900-tallet mange steder kunne ses vildtvoksende humleplanter i hegn og ved lygtepæle.

Vi ved, at humleplanten, som anvendes ved ølfremstilling, kom til Danmark fra Frankrig. En ven til biskop Absalon, abbed Vilhelm, kom til Æbelholt Kloster i 1165 - han menes at have indført humlen.

Humleavlen begyndte i de danske klostre og bredte sig ud til nabosognene – også til sognene omkring Sorø Kloster.

Tal fra årene i 1800-tallets første halvdel viser, at der  i "jævngode år" i Tystrup Sogn avledes 400 lispund og i Munke Bjergby Sogn 161 lispund humle. Et lispund er 8 kg.

Der var travlhed omkring Mikkelsdag, når humleknopperne skulle håndplukkes. De blev tørret og lagt i sække og solgt på efterårets markeder. En vis portion beholdt man til egen produktion af det uundværlige øl i bryggerserne rundt om på gårdene.

Nutildags kan man se humlehaver med de grønne planter, der snor sig op ad lange stænger på vore frilandsmuseer og på Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup.

Anton Nielsen samlede folkeminder, mens han var lærer i Munke Bjergby. I 1861 har han indberettet oplysninger om sagn omkring det 53 meter høje Brantebjerg syd for byen.

På Brantebjerg har man tidligere brændt bavn og i 1800-tallet var der Sankt Hans blus. Navnet har da også været stavet som Brændtebjerg eller Brandbjerg.

Helt fra vikingetiden brændte man bavn (bål på et højt sted, en gravhøj, en bavnehøj), når man ville kalde folk sammen fx ved et angreb udefra.

Meget tidligt har der været mennesker på det lille bjerg. I 1953 opdagedes det, at der var rester efter en stenalderboplads på skråningen. I 1882 indberettes til Nationalmuseet, at der var rester af en rundhøj, og man fandt brandgrave, dvs. urner med rester efter ligbrænding, fra jernalder (500 f. Kr. - 0 e.Kr.) og bronzealder (1100-501 f.Kr.).

Anton Nielsen fortalte, at der brændte lys om natten, og at man let går vild. "Den står undertiden på røde pæle. Flere har set nogle børn på den på usædvanlig tid, og de har haft røde skinnende klæder." To karle hørte engang Ellefruen sidde og synge ved Brantebjerg. Da Hans Bødker en nat kom ridende, fik han noget lysende op på hesten, "så han kunne se vejen lige så rivelig som om dagen. Det blev ved at følge ham lige til det sted, hvor vejen drejer af til Kammergave. Da fór det lige frem ad Tersløse til, og han blev glad ved at blive af med det."

I Højskolesangbogen var i mange år Anton Nielsens aftensang ”Ved Solbjærgslag” fra 1870. Melodi af J. Malling. Det var nærmest Anton Nielsens kendingsmelodi. Ved solnedgangstid eller i aftenskumringen, menes der. Når solen bjærger sig. Den blev sunget meget i de mange forsamlingshuse landet over. Ikke mindst på Fyn.

Fire vers af de oprindelige otte vers er at læse i Højskolesangbogen fra 1960:

 

Ved solbjergslag, ved solbjergslag,

når vinden ånder de køle drag,

når lunden glinser i fyrstedragt,

når himlen stråler i gylden pragt,

når sol tilvinker alverden brat

et mildt godnat.

 

Ved solbjergslag, ved solbjergslag,

Da toner lunden af fugleslag:

Og det er solens det varme bryst,

Der synger afsked med fuglerøst;

Dens vemod tolker i aften sval

En nattergal.

 

I morgengry, i morgengry

De småbørn vågner som født på ny,

I stakket skjorte, på bare ben

De spiller om på den kolde sten;

De hilser spurven med smil igen:

”God morgen, ven!”

 

I morgengry, ved aftensky,

Gud faders nåde er altid ny;

han giver kræfter den lange dag

til kæmpedåd og til fugleslag,

og ved hans hjerte vi slumrer ind

til dagens skin.