Artikler / Huset ved Bromme Skov - II

Huset ved Bromme Skov - II

Huset ved Bromme Skov – Hvor er det?
Måske var det på en markvej til Dyssevej i Døjringe.

I marts 2017 bad Lokalhistorisk Arkiv Stenlille om hjælp til at finde det sted i Munke Bjergby Sogn, hvor ”Huset ved Bromme Skov” lå.
Arkivet havde modtaget fotografiet med nogle få oplysninger, bl.a. om to af personerne. Den ældre dame i stolen var Christine Corfitzen, og kvinden med forklædet hed Marie Corfitzen.
 
Der er kommet et par forslag, som går på, at huset kunne ligge på Anagervej, ikke langt fra Bromme Lillesø. Imidlertid ligger dette sted i Bromme Sogn.
Det er også foreslået, at huset kunne være på Dybendalvej eller på Tersløsevej ikke langt fra Bromme-siloerne. Alle steder ligger Tude Å i nærheden. Men der er ingen forbindelse til personnavnene.
Tak til læserne, der er kommet med forslagene.

Fire muligheder
Efterfølgende har vi så på arkivet prøvet at finde frem til lokaliteten ved at læse folketællinger, kirkebøger og BBR-meddelelser.
Der synes at være 4 muligheder. Den første er, at Christine Corfitzen som enke med datter Marie Corfitzen er flyttet til et familiemedlem i et hus tæt på skoven. Adressen kan så ikke fastslås med sikkerhed.
 
Den anden mulighed er, at mor og datter er på besøg i huset på billedet, men det er næppe sandsynligt.

Den tredje mulighed er, at personerne er fotograferet foran Christines bolig. I så fald kan det være på Dyssevej – på den adresse, hvor Kvikholm ligger.
Huset opgives til at være af bindingsværk og er fra 1880. Det ligger i Døjringe ejerlav på den lille vej mellem gården Ulriksholm og Stenlille Jagtforenings hus.
Det kan være det hus, der stadig ligger på adressen, som en af flere bygninger. Men i så fald er huset i dag ændret, så det kan være vanskeligt at genkende det.
Matriklen har nr. 11e, og marken går ned til Tude Å. Vi ved, at beboerne hentede vand i åen. Der er ikke så langt til Bromme Plantage.
 
Den fjerde mulighed er, at huset simpelthen ikke eksisterer mere. Allerede i 1867 flyttede ægteparret til sognet. Folketællingen 1870 viser, at de bor i et hus med Marie på 3 år og Ane Jørgine på 2 år, som er født i Munke Bjergby Sogn; Kristen er arbejdsmand. I 1880 er der kommet yderligere tre børn til.
På et kort fra før 1953 ses et lille hus på matrikel 11e, men på et kort efter 1953 er huset forsvundet. Huset lå i området Tranemosen og et stykke vest for Kvikholm ”ude i marken”.

Mor og datter bor sammen
Hvis billedet er fra 1910, er Christine Corfitzen 68 år og sandsynligvis enke. Hun blev født i Holsteinborg Sogn i 1842. Hun var gift med Kristen Corfitzen, der blev født i 1828 i Karrebæk Sogn. Kristen var arbejder ved landbruget.
I folketællingen 1911 ses, at Christine modtager alderdomsunderstøttelse, og at hendes ældste ugifte datter Marie bor hos hende.
Ifølge folketællingen fra 1890 boede der udover ægteparret Kristen og Kristine Korfixen tre børn på matrikel 11e: Marie Kristine Korfixen født 1867 i Fyrendal Sogn samt Karen Marie Maren Kristine Korfixen født i 1879 i Munke Bjergby Sogn og Jensine Emilie Korfixen født i 1884 i Munke Bjergby Sogn.
Marie med forklædet er i 1910 43 år og ugift.
Kvinden til venstre, som kan være mor til de to små børn, er måske Karen Marie, der i 1910 så er 31 år eller Jensine Emilie, der så er 26 år. Men det er et gæt.

Det skal tilføjes, at personnavne ofte skiftede stavemåde. Kristen Corfixen var fra Karrebækstorp og ses at være døbt Christian Corfixsen i 1827 i Karrebæk Kirke. Hans fars fornavn var Corfix.
Marie Kristine blev døbt Corfitsen i Fyrendal. Karen Marie blev døbt Corfixen i Munke Bjergby, mens Jensine blev døbt Corfitzen ligeledes i Munke Bjergby.
Niels G. Sørensen,
Lokalhistorisk Arkiv Stenlille
Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille