Artikler / Apoteket i Stenlille

Stenlille Apotek

Klik på billederne for at se dem i stor udgave...
Stenlille Apotek slog dørene op den 18. februar 1904. Det var placeret på Holbæk-Sorø hoved- landevej i en nyopført bygning med gårdsplads og have overfor doktor Joost i lægeboligen. Nordlig nabo var afholdshotellet, så det var et helt lille sundhedscenter, der nu lå i stationsbyen, som udviklede sig hurtigt efter Høng - Tølløsebanens åbning i 1901.

Apoteksejendommen blev ikke uden grund i folkemunde kaldt for Slottet. Det var bygget i en etage med mansard. I stueetagen var der officin (udleveringsrum), vagtværelse, materialkammer, labora-

torium og privatlejlighed med fem gode værelser. I mansardetagen lå endnu et materialkammer, og der var to rummelige tørre kældre.

 

Ansøgninger i årevis

Apoteket lå i Holbæk Amt, og i mange år forud var der fra flere sider arbejdet med at få etableret et apotek udover Elephant-Apoteket i Holbæk by. Helt tilbage i 1868 søgtes om anlæggelse af et apo-tek på Tersløsegård. Man opgav afstanden til Holbæk til 4 mil og til Sæby Apotek til 2 mil. Der kom dog afslag, hvor det bl.a. nævntes, at der jo kun var 1½ mil til Sorø. Desuden ville et apotek i Tersløse skade det i Sæby.

I 1872 søgte en række sogneråd om et apotek i Stenmagle, alternativt i Ugerløse. Stedet lå på en meget folkerig egn. Af hensyn til apotekerne i Sorø og Kirke - Hvalsø løb denne plan dog også ud i sandet.

To år efter prøvede man igen med Ugerløse, og i 1885 ansøgte sognerådet endnu en gang om at få et apotek i Stenmagle. Lige meget hjalp det.

Op i 1890´erne forsøgtes igen flere gange med Ugerløse. I 1897 ansøgte beboere i området og an-førte, at egnen var velhavende og tæt befolket med omkring 12.000 mennesker. Man henviste bl.a. til, at der fandtes en lang række læger og dyrlæger på egnen.

 

Det lykkedes

Da man i 1902 søgte om et apotek i Stenlille, lykkedes det endelig. Man henviste til jernbanen og den store stationsby med talrige købmænd, håndværkere, kro og mølle og kreaturassuranceforening med 625 medlemmer. Kredsen var på omkring 11.500 mennesker. En deputation fra byen overrakte i februar 1903 justitsminister Alberti en ansøgning underskrevet af 850 beboere. Efter en anbefaling fra amtsrådet i Holbæk oprettedes der så et privilegeret apotek i Stenlille den 18. maj 1903.

Den første bevilling udstedtes til Julius Octavius Storm. Stor var glæden i Stenlille, hvilket også fremgår af en på Sorø Bogtrykkeri trykt sang på otte vers til en fest den 27. februar 1904. Her gen-gives vers 3 og 7 (Mel: ”Kejseren af Kinesiens Land”):

 

Jeg har baade Krukker og Krus

udi mit splinternye Hus,

jeg har Flasker, Glas og Pander,

hvoraf jeg alting sammenblander.

Ja, de utroligste Ting jeg laver

baade Lakrits og Hostekager,

Nysepulver, Antefibrin,

Rævelungesaft og Chinin.

 

 

Det var nu rart, det gik, som det gik,

eget Apothek vi ligegodt fik,

selv om lidt vrøvl i Geleddet der var.

Tak til de folk der rejst det har.

Pladsen var nu her i Stenlille,

selv om de andre gerne vilde

ha´e det her eller der eller hist,

det er dog bedst at le til sidst.

 

Filial i Dianalund

Camillo Wilstrup overtog apoteket den 20. januar 1915. Ejendommens værdi var 26.000 kr., og der var elektrisk lys, centralvarme, bad og w.c.

Poul Richard Hauberg var byens tredje apoteker fra 1941 til 1959. Han var meget anerkendt for sine videnskabelige studier og afhandlinger om historisk-botaniske og farmaceutiske emner. Victor Rude kom til i 1959. Apoteket blev moderniseret i 1961, og i 1974 åbnedes en filial på Butikstorvet i Dianalund. Stenlilles apoteker nummer fem var Poul Brødsgaard, der fik bevilling i 1980.

Stedets første kvindelige apoteker er Birgitte Koch, som begyndte sit arbejde i Stenlille i november 2008. Apoteket er arbejdsplads for 14 mennesker. Foruden filialen i Dianalund Centret har man håndkøbsudsalg i Ugerløse, Undløse og Merløse.

Niels G. Sørensen, Lokalhistorisk Arkiv Stenlille

 


Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille