Vilhelm BeckVilhelm Beck (1829-1901)

sognepræst, holdt sin brandtale i skolegården til Stenlille Skole bag Stenlille Kirke på mødet, hvor ”Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark” stiftedes den 13. september 1861. Beck var formand for Indre Mission fra 1881 til sin død i 1901.
Vilhelm Beck fik folk i tale ved store skovmøder bl.a. ved Conradineslyst ved Ruds Vedby og i Nordskoven ved Stenlille. Vilhelm Beck talte i Munke Bjergby Kirke den 4.12.1887.
Da han døde i den lille landsby Ørslev mellem Slagelse og Ruds Vedby, hvor han var barnefødt og i 1874 blev sognepræst, var der opført 400 missionshuse i vort land. 
 
På Døjringevej i Munke Bjergby var der missionshus i årene 1896-1991.
I nuværende Sorø Kommune var der 10 missionshuse. Allerede i 1883 byggede man i Niløse missionshuset ”Siloam”. Siloam er den dam, hvor Jesus badede øjnene på en blind mand, der så blev seende.
I Stenmagle byggedes i 1894 missionshuset ”Bethania”, ikke langt fra kirken, hvor en af Vilhelm Becks sønner, Filip Beck, var sognepræst i årene 1914-1934. Missionshuset i Stenmagle lukkede i 1981. Bethania er byen, hvor Jesus opvækkede Lazarus.
I Tersløse indviedes missionshuset "Salem" i 1895 – det eneste i Sorø Kommune, som stadig anvendes til sit formål. Salem betyder fred - Guds fred. Det er sidste del af stednavnet Jerusalem.
I Skuerup opførtes missionshuset "Nain" i 1896. Sobjerg v. Skellebjerg fik missionshus i 1897. I Ruds Vedby byggedes der i 1899 et missionshus, som fik navnet "Siloam". Det solgtes i 1990, og "Ruds Vedby Indre Mission" ophørte sit arbejde fem år senere.
På Frederiksvej 20 i Sorø opførtes missionshuset ”Bethania” i året 1900. Et andet "Bethania" var der i Stokholts Huse, Bjernede Sogn. I 1913 byggedes missionshuset "Bethsaida" (betyder Fiskerhus) på Toftevej i Stenlille overfor jernbanestationen.
I 1950 var der 900 missionshuse i Danmark - i dag er der 297. I Sorøs "nabohovedstæder" er der stadig missionshuse. I Slagelse "Philadelphia", i Næstved "Nain", i Ringsted "Bethlehem" og i Holbæk og Kalundborg "Bethesda". Vilhelm Beck kaldte dem værksteder – de var til daglig brug, sagde han. De anvendes til vækkelsesmøder, andagtsmøder, bibeltimer, søndagsskole, sangkor, legestuer, junior- og ungdomsklubber, høstfester, juletræsfester m.v.
6000 venner – heraf 200 præster - kom til Vilhelm Becks begravelse på den lille Ørslev kirkegård. Her ses to store gravmonumenter, et i granit for Vilhelm og et i sandsten for hans hustru Nina, som døde i 1905.


Vilhelm Becks søn pastor Filip Beck med konfirmander foran Stenmagle Missionshus i 1934

Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille