Efter reformationen i 1536 sker flere administrative
ændringer som følge af nedlægningen af klostrene. I 1565 oprettes således en
selvstændig skattekreds, kaldet Sorø birk. I 1568 blev bl.a. Stenmagle og Nyrup
overført til denne skattekreds. Assentorp nævnes ikke, men den er nok også
fulgt med.
1600-tallet har ikke givet sig vældige udslag i Stenmagle,
men en lille episode fortæller, at der nok ikke var ret trygt. I 1874 fandt en
tjenestekarl på Søren Pedersens mark Ovstrup 271 småmønter, der lå under en stor sten, på et
sted, hvor der oprindeligt havde været skov. Efter årstallene er de anbragt der
i 1676 under den skånske krig. Den ældste af mønterne er fra 1607 og de yngste
fra 1676. Skønt der blev slået særlig mange to-skilling i 1677 fandtes de ikke.
100 år tidligere gentog det sig, man gemte sine værdier i
jorden. En Peder Larsen pløjede i 1849 en lille pengesum på 26 firskillinger
op, som nok er gemt væk under Grevens Fejde, idet de bar årstallene 1532 og
1535 (begge oplysninger fra årb. f. hist. samf. f. Sorø amt bd. 16-20).
1600-tallet er en trist periode at læse om, hvis man prøver
at sætte sig ind i bøndernes forhold. Fra begyndelsen til slutningen af
perioden sker der en jævn stramning om grebet af bønderne. De måtte ikke tage
bopæl uden for godset (Sorø akademi), og forsøgte de dette, kunne de ad lovens
vej kræves hjem (deles til stavns). Dog kunne et sådant spørgsmål klares med
penge.
Niels Jensen, der var født i Stenmagle, betalte således i
1618/19 32 Rdl. for at få tilladelse til at flytte uden for akademiets område.
Der gjaldt en særlig regel for Sorø akademi, idet bønder kunne kaldes hjem til
akademiet, mens andre godser ikke kunne stille samme krav over for akademiet.
Således ser det ud til at Søren Møller i Stenmagle oprindelig er hentet fra
Antvorskov Slotsgods i 1615/16.
Ved overtagelsen af en gård betalte bonden en
indfæstningssum, kaldet stedsmål. Denne sum kunne være af meget forskellig størelse
og afpassedes efter bondens evner og gårdens tilstand og størrelse. Ved
århundredets begyndelse var den sædvanlig 5-20 Rdl. for en gård og 2-4 Rdl. for
et hus, men man ser også eksempler på, at der blev bortfæstet gårde gratis, når
den var øde eller bortrømt. Blot 30 år senere er stedsmålet imidlertid steget
til over 60 Rdl. Der blev dog i en del tilfælde givet lempelser ved højt
stedsmål. Således betalte Hans Møller i Stenmagle Vejrmølle 48 Rdl. for en
ødegård, som præsten (hr. Søren) fradøde og hvis huse “var afbrudte”, men
opnåede til gengæld fritagelse for ægt (kørsel for akademiet) og arbejde
(hoveri). I 1630/31 kommer der en ny møller til Stenmagle, som må betale 67,5
Rdl. - dog møllen iberegnet.
Når en bonde blev anbragt på en gård, kunne han ikke forlade
den uden særlig aftale. Der blev så udfærdiget et “kvittebrev”, som ofte måtte
betales dyrere end stedsmålet. At blive tvangsanbragt på en ødegård har nok
været meget afskrækkende. Der er mange eksempler på rømning eller at en fader
havde frikøbt en søn.
Bønderne i Stenmagle gjorde hoveri på Ladegården til Sorø
kloster, ligesom bønderne fra mange andre landsbyer ialt 139 gårde. De skulle
altså til hoveri møde på Ladegården til fods (gangdage) eller med hest og
redskaber (spanddage), når det krævedes. Det oplyses at Ladegården blev bygget
i 1646. Hvor de har gjort hoveri før den tid vides ikke, men nok på Sorø Lille
Ladegård. Store Ladegård blev genoprettet ved at nedlægge 9 gårde og 9 huse i
Slaglille sogn (J.A.S. skriver i 1643, men måske går der 3 år med byggeriet).
Gennem læsningen får man et deprimerende indtryk af
landsbyernes forfald. Ordet ødegård er åbenbart noget, der findes i alle
landsbyer. En ødegård, var en gård, som var forladt af den tidligere fæster,
eller fæsteren var død. Var der en ung mand i byen, blev han ofte tvunget til
at overtage de sørgelige rester. Ikke alene skulle han overtage gården, men han
blev tvunget til at bygge den op igen, og ofte samtidig med at han gjorde
hoveri, og samtidig med, at han betalte en rundelig sum som indskud. Ved
ødegårde var der dog ofte undtagelser med at betale indskud.