Artikler / Halmvarefabrikken i Nyrup

Halmvarefabrikken i Nyrup

Maskine fra 1970, der anvendtes til bevikling af drænrør (foto: Preben Pathuel, Sjællands Tidende).
 
 
Midtsjællands Halmvarefabrik i Nyrup
I 1953 var der et betydeligt beskæftigelsesbehov i Stenmagle Sogn. Da der også var meget halm i overskud på landbrugsejendommene, gik ni handlekraftige borgere sammen for at etablere en halmvarefabrik beliggende i Nyrup lige syd for jernbanestationen.
 
Halmen kunne skabe jobs, og afbrændingen af halm på markerne reduceres.
Den 26. juni samledes man hos beskæftigelsesudvalgets formand gårdejer Chr. Hansen i Stenmagle. De fremmødte var fra Stenmagle Sogn gårdejerne Johannes Buhl, Trælhøjgård, og Jens Vinding Johnsen, Landevejsgården, Vanløse, Chr. Hansen, Tvingmosegård, Henning Jensen, Stenmagle Møllegård samt fra Nyrup Poul Thorskov Hansen, der på det tidspunkt var forpagter på Langhavegård; desuden teglværksejer Alfred Schmidt, Kyringe, og proprietær Johannes Frandsen, Ledbjerggård, Nyrup. Fra Ugerløse Sogn mødte herreekviperingshandler Johs. Stensfeldt og gårdejer Otto Fredberg.
 
Man vedtog at købe navn og maskiner fra den lukkede ”Nordisk Halmvarefabrik” i Hvalsø. Maskinerne var to måttemaskiner, tre hylstermaskiner og en båndmaskine. Samtidig besluttedes det, at man ville købe forhenværende købmand Chr. Andersens grund med trælade ved Nyrup Station. Træladen skulle så ombygges til fabriksbygning, hvor maskinerne skulle monteres.
 
Den følgende måned, den 10. juli, samledes stifterne igen til konstituerende generalforsamling i Stenmagle Forsam-lingshus. Højesteretssagfører Valdemar Hvidt, som var valgt til dirigent, konstaterede, at samtlige aktietegnere var til stede, og at generalforsamlingen var lovlig. Hele aktiekapitalen var tegnet af stifterne.
I begyndelsen var Johs. Stensfeldt sekretær, og Alfred Schmidt havde påtaget sig at fungere som formand, indtil fabriksbygningen var bygget og maskinerne monteret.
I december valgtes Vinding Johnsen som formand. Virksomheden A/S Midtsjællands Halmvarefabrik var i gang.
 

Måtter, hylstre og rør
I årenes løb blev der af den opkøbte halm fremstillet måtter, flaskehylstre til eksportøl i milliontal, hylstre til vinflasker, syreballoner og ølankre, læmåtter til haver, altaner og strandhuse samt industrimåtter til vinterbyggeri. Også halmbånd til snehegn blev fremstillet. Rughalm brugtes til måtterne og hvedehalmen til hylstre.
 
Bevikling af drænrør med halm blev en god salgsvare. Maskinen til dette arbejde ses på fotografiet ovenfor. Det var i begyndelsen af 1970´erne, at man begyndte at bevikle indkøbte drænrør af plast og solgte dem videre til landbruget.
 
Begyndervanskeligheder var der. Fabrikken brændte allerede i 1955, men man opgav ikke modet. Der blev bygget en ny fabrik i to etager med et gulvareal på over 100 kvadratmeter, og arbejdet fortsatte efter indkøb af nye maskiner i Tyskland og Holland.
Flere hundrede tons halm brugtes årligt, og opkøbene foregik ofte langt fra Stenmagle. Efter en våd sommer og høst i 1954 var det således nødvendigt at hente langhalm i Jylland.
 
Firmaet eksporterede til mange lande, bl.a. til de nordiske lande.
 

Nyrup Plastrør A/S
Den 16. september 1974 ændredes firmanavnet til Nyrup Plastrør A/S. Samme år kunne man holde rejsegilde på en ny lagerhal.
 
På det tidspunkt var der fem aktionærer tilbage i selskabet: Johs. Buhl, Vinding Johnsen, Henning Jensen, Chr. Hansen og P. Thorskov Hansen. I 1967 var Johs. Frandsen efter eget ønske udtrådt af selskabet, og hans aktier var overtaget af de tilbageværende fem.
 
Aktionærerne udgjorde i årenes løb bestyrelsen, og det var en bestyrelse, der arbejdede med flid og engagement.
 
I 1990 besluttede bestyrelsen (aktionærerne) Hans Buhl, Erna Nielsen, Vinding Johnsen, Henning Jensen og P. Thorskov Hansen, som også var selskabets direktør, at sætte virksomheden til salg.
 
Den 6. august 1990 købte Henrik Johansen virksomheden, og arbejdstyrken øgedes, idet omsætningen mangedobledes.
 
Efterhånden ophørte egenproduktionen, og firmaet blev en ren import- og handelsvirksomhed.
 
Produktområderne blev bl.a. udstyr til kloakering i det åbne land og til rensning af overfladevand fra veje og P-pladser og regnvandsanlæg. Drænrør var også stadig en salgsvare.
 
I dag er Henrik Johansens søn Rasmus Mørkenborg ejer af Nyrup Plast A/S, og virksomhedens kerneopgaver er især at levere miljørigtige løsninger til regn- og spildevandshåndtering. Der beskæftiges omkring 12-15 personer.
 
Niels G. Sørensen, Lokalhistorisk Arkiv Stenlille
 
 
Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille