Munkene i Sorø Kloster var dygtige jorddyrkere, og nogle af de samlede landsbyer (bønderbyer) i området blev omdannet til storjordbrug: grangier. I England og i engelsktalende lande kendes grange som bl.a. en endelse på nogle herregårdsnavne.
Ledere af grangier var lægbrødre undergivet en mere lempelig klostertugt end munkene selv.
Det første grangie var i Lynge 1182. Det andet var Slagelsebo (Sorø Store Ladegård) 1186. Det tredje grangie var oprettet i ca. 1190 i Munke Bjergby. Måske er det derfor, at Bjergby så tidligt fik fornavnet Munke. I 1682 oplyses, at åsen Munkegods-Agre ligger på den nordvestlige side af byen – tæt op ad denne. Efter 1302 opløstes grangierne, og de gamle landsbyer med fæstegårde genopstod.
I Sorø Klosters jordebog fra 1568 ses, at alt er udstykket, og bønderne betaler arbejdspenge i stedet for hoveri – dog skal landsbyerne ved Sorø stille arbejdskraft til klosterets ladegård.
Fæstet udensogns
Man var fæstet udensogns – de fleste år under Sorø Kloster. Efter reformationen under Kronen (= kongen = staten). Senere hen under Baroniet Holberg og derefter under Sorø Akademi.
Der var – som i andre landsbyer – en fælles bymark med tre vange:
Østermarken, Aspevangen og Lundsvangen. Hver af de tre vange var opdelt i åse, der igen var opdelt i agre. Hver bonde kunne have 100 jordstykker fordelt rundt i vangene. Tanken var, at hver gårdmand skulle have både god og dårlig jord.
På den ene vang dyrkedes rug – på den anden byg, havre, boghvede eller blandkorn – på den tredje græs.
Munke Bjergby ca. 1900 med Kirkebakkevej før asfalten holdt sit indtog
