Artikler / Nyrup Møbelfabrik

Artikel med foto til lokalaviserne – uge 43 – 2011

 

A/S Nyrup Møbelfabrik

Møbelfabrikant Peter Petersen kom til Nyrup i Stenmagle Sogn i 1905. Han købte grunden Banevej 9 og startede med bygningssnedkeri. Han lavede selv sine maskiner, båndsav, høvlemaskiner, fræser og boremaskine og begyndte produktion af døre og vinduer m.v. til bygninger, som leveredes til andre tømrere. Peter Petersen arbejdede med byggeri – bl.a. Nyrup Baptistkirke (1909) – indtil 1914. Derefter begyndte han at lave stole indtil omkring 1930.
Hans søn Poul havde været med på værkstedet indtil 1928, hvor han kom på Håndværkerskolen i Haslev. I Haslev fik Poul Petersen lyst til at producere møbler. I 1934 blev der bygget en to etagers bygning med maskiner i underetagen og samleværksted på 1. sal. Der blev også plads til et lager. Fabrikkens navn A/S Nyrup Møbelfabrik kan stadig læses på bygningen.

 

Spisestuer i eg - reoler i teak

I de første år efter 1930 lavede man spisestuer og senere soveværelser i poleret birk.
Så fulgte spisestuemøblement af egetræ. Under 2. verdenskrig lavede man en spisestuemodel, som masseproduceredes. Møblerne sendtes med jernbane til København, hvor firmaets repræsentant sørgede for aflæsning på godsbanegården. Banen blev meget brugt, og mange møblementer kørtes til en stor kunde i Ålborg.
Efter krigen solgtes der ikke så mange egetræsspisestuer, så man begyndte at producere skabe i nøddetræ. Efter 1952 produceredes skabe i teaktræ. Også et reolarrangement i teaktræ fremstilledes. Det slog ikke an i første omgang, selv om firmaet Havemanns Magasin havde det med på en udstilling i Tivoli. Men pludselig slog reolerne igennem, og der blev en mægtig produktion.

Nyrup Møbelfabrik

 

Ny stor fabrik

Da arkitekt Henning Kjærnulf, Odense, begyndte at tegne egetræsstuer i almuestil, udvidedes fabrikken igen.
Der blev bygget en ny fabrik på naboarealet mod nord på den tidligere sportsplads, og salget steg op igennem 1960'erne. Omkring 1970 var man med i et eksportselskab Scan Rustik med 8 fabrikker. Der eksporteredes til 6 lande, bl.a. Tyskland og Norge.
Poul Petersen holdt op som leder af fabrikken i 1977. En direktør skulle køre firmaet videre, men det gik mindre godt. Fabrikken blev så solgt til Boflex ved direktør B. J. Diekmann i 1980. Boflex fortsatte møbelproduktionen.
Nyrup Møbelfabrik eksisterede således i 75 år og gav arbejde til mange mennesker.
I juni 1999 lukkede Boflex Scandinavian Furniture A/S. Navnet Boflex kan stadig læses på den høje skorsten.
Bygningerne på Waldemarsvej lejes i dag af York Auktion ApS, som kører en fast auktion den sidste lørdag i måneden og råder over en 6000 m2 stor auktionshal.
 
Niels G. Sørensen, Lokalhistorisk Arkiv Stenlille

 

Nyrup Møbelfabrik

A/S Nyrup Møbelfabrik på Waldemarsvej. Nederst til venstre den gamle fabrik på Banevej - nederst til højre Nyrup Station. Øverst Rolighedsvej med "De gamles Hjem" fra 1952 - senere Nyrupcentret og børnehaven "Kastanien", som lukkede i 2009.

 

 

Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille