Sogne / Munke Bjergby sogn / Vedde udskiftet 1790 / Selvejerhusmand Niels Olsen

Selvejerhusmand Niels Olsen (1812-1900)

I årene efter udskiftningen var der travlhed. Niels Olsen, selvejerhusmand i 1854 af hus nr.9, som han betalte 265 rigsdaler = 25.440 skillinger (efter år 1873 = 530 kr.) for til Sorø Akademi, har fortalt, at han som dreng i 1820´erne kunne bevæge sig til Skuerup Skov fra Vedde i hasselbuskene uden at røre jorden. Der var kær, krat og stubbe. Senere var han med til at sætte stengærder. På den måde fik man stenene væk og markerne hegnet for kreaturer. Han fik 20 skilling pr. favn – jordejeren fik 16 skilling – fra Sorø Akademi. En favn er 3 alen = 6 fod = knap 2 meter.





Niels Olsen – husmand i Vedde


Niels Olsen var daglejer, brøndgraver, tækkemand, stenhugger, brolægger, havde lært sig strygning af rå mursten og murerarbejde. Han kunne læse og skrive for andre. Ved de gudelige forsamlinger, som blev afholdt i hjemmene, mod de rationalistiske præster, var Niels Olsen med som ordfører, oplæser og forsanger – det var før den indre mission og grundtvigianismen.
Han blev senere kolportør for Indre Mission, som på egnen havde god tilslutning og blev stiftet af lægmænd i landsbyen Ordrup ved Merløse i 1853.
Hans store kirkelige engagement resulterede i , at han i 1863 modtog 2. udgave af en prædikensamling over alle søn – og festdages evangelier fra pastor Johan Christian Lund (1788-1867), der var sognepræst i Munke Bjergby 1822-1863. Samlingen var udgivet i 1794 på Gyldendals forlag. Den var på 750 sider og indbundet i læder og med spænder. Bogen var skrevet af dr., professor, sognepræst i Eger i Norge Hans Strøm.
Det var dengang ikke enhver husmand beskåret at få en sådan bog foræret.





Vedde Byvej set fra øst  ca. 1915. Til højre ses lidt af  smedemester Niels Jørgen Nielsens mark "Smedelodden".
Lokalhistorisk Arkiv Stenlille | Hovedgaden 37, 4295 Stenlille